Cramerhuset

Det her afsnit bliver det sidste i Sæson 1. Tusind tak, fordi du har lyttet med og været en del af mit podcast-eventyr. Det sætter jeg virkelig bare kæmpestor pris på! Jeg håber, at du har kunne bruge det til noget, og at vi lyttes ved igen i Sæson 2. Jeg glæder mig allerede!

I alt for lang tid gik jeg rundt og overvurderede alle andre, mens jeg undervurderede mig selv. Jeg var overbevist om, at jeg var dum. At jeg simpelthen ikke fattede lige så meget som de andre. Det gik mig på i flere år, indtil jeg en dag besluttede mig for at sætte mig bedre ind i, hvad det overhovedet vil sige at være et intelligent menneske. Hvis du kan relatere til den her følelse - eller måske endda til tider selv have en overbevisning om at være dum - så er det her afsnit noget for dig.

Det kan være fristende at se sig sur på hele verden, når man føler sig afvist igen og igen og igen. Nogle gange kan man føle sig så snotdum for overhovedet at forsøge. Jeg må erkende, at jeg til tider - og måske stadigvæk - ikke har været god nok til at tænke. Afslag gør ondt hver gang, men de er altså, om man vil det eller ej, en stor del af livet. Det får jeg mig en lang, god og produktiv samtale med mig selv om i dagens afsnit. Derudover leverer jeg også lige en stille og rolig pitch til fremtidens tv-program, der meget vel kunne gå hen og redde hele verden. Tak fordi du lytter med.

Det er blevet tid til at få klappet endnu et punkt af på min bucketliste. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker at skrive, så derfor skal der selvfølgelig også sættes et mål for den passion. Dagens episode indeholder en snak om det at skrive, mine spinkle erfaringer og et par sketches, der meget vel kan være alt for meget. Jeg beklager på forhånd.

Det er som om, at når min angst forsøger at fucke lidt med mig, så tror jeg, at jeg skal tage kampen op. Min standardreaktion er, at jeg begynder at løbe hurtigere. Som om jeg slet ikke hører, hvor højt angsten råber. Jeg skruer bare op for tempoet og ignorerer min ømme krop, indtil jeg lige pludselig brænder sammen, så følelserne står ud af mig. Min angst hvisker til mig, at jeg er utilstrækkelig, og det kan tage tid for mig, før jeg lige stopper op og siger: "Hov, vent - det synes jeg faktisk ikke, jeg er." Den her episode er mig, der lige stopper op et øjeblik, tager nogle dybe indåndinger og slikker mine sår, inden turen langsomt går videre.