Kaffe & Ledelse

I dette sidste afsnit af Kaffe & Ledelse sæson 4 samler Ayhan Gormez trådene efter et år med store temaer og stærke samtaler – fra ledelse uden sikkerhedsnet til tro, tvivl og teater.

Han deler sine refleksioner efter sæsonfinalen i Cirkusbygningen, fortæller om de unge ledertalenter, der har gjort indtryk, og løfter sløret for, hvad der måske venter i sæson 5.

Et personligt og eftertænksomt afsnit om at give slip, finde ro – og få øje på nye veje i ledelse og i livet.

🎙️ Tro, Tvivl og Teater – Del 2 i Cirkusbygningen

Kan humor, krop og teater åbne nye veje for ledelse – og hvordan balancerer vi mellem tvivl og retning i en uforudsigelig verden?

I anden akt satte Omar Marzouk scenen med satire om klima, integration og humorens rolle i ledelse – en påmindelse om, at grin kan være livets balsam og et redskab til at tackle konflikter.

Debatten blev ført videre af Lisbeth Knudsen, Andrrew Ethen Elliot Mogensen, Hassan Preisler og Marie Storkholm, der diskuterede magtens former – fra kroppen, kunsten og institutionerne til sundhedsvæsenets hverdag. Publikum pegede på, at ledelse mister tillid, når ledere ikke tør tage ansvar, eller når systemet betyder mere end mennesket.

Senere trådte tre unge ledere – Leyla Eken, Nermina Klitgaard og Søren B. Sneftrup – frem på scenen med stærke personlige fortællinger om masker, tvivl, styrke og drømmen om et mere menneskeligt lederskab.

Til sidst samlede en afsluttende debat med Per Helge, Gülcan Güven Grud, Troels Gottlieb og Mads Langer trådene: Fra musikalske rytmer som metafor for ledelse til chancelighed, autenticitet og spørgsmålet om, hvorfor vi egentlig søger lederrollen.

En aften, hvor tvivlen blev vist frem som en styrke – og teatermasken blev brugt til at afsløre mennesket bag lederrollen.

Dette er del 2 af 2.

🎙️ Tro, Tvivl og Teater – Sæsonfinale i Cirkusbygningen

Hvordan ser fremtidens ledelse ud, når vi sætter mennesket før modellen – og tør invitere både tro og tvivl ind i lederrollen?

I denne sæsonfinale fra Cirkusbygningen tager vi dig med ind i en aften, hvor unge ledere; Anna Magda Andersen, Camilla Jane Standhart & Mehmet Han Anik, deler deres personlige fortællinger om at tro på sig selv, balancen mellem karriere og familieliv og frygten for ikke at blive taget seriøst.

Vi hører Mads Langer skabe en meditativ stemning med musik, og Henning Jensen udfolder, hvordan energi og kvantefysik kan bruges som metaforer for organisationer og ledelse.

I debatten møder du bl.a. Alex Vanopslagh, Christian Have, Morten Kirkskov og Ann-Christina Andreasen, der udfordrer gamle ledelsesidealer og diskuterer: Skal vi give slip på magten – eller på kontrollen? Skal vi skabe regler – eller kulturer?

Og til sidst træder tvivlen frem som en styrke: et vilkår, vi ikke skal skjule, men bruge som drivkraft for mere autentisk og bæredygtig ledelse. Tre unge ledere, Tenna Møller Næsager, Eluise Malling & Niclas Hansen satte ord på deres oplevelser i et iscenesat ”tvivlsmøde”.

Dette er del 1 af 2.

Ledelse er ikke et regnestykke. Det er et menneskeligt drama.

I denne sæsonfinale tager jeg dig med ind i et af de mest markante skift i vores tid: færre unge vil lede. Undersøgelser viser, at antallet af ledere under 35 år er faldet markant de seneste ti år, og at mange unge forlader lederrollen tidligt. Samtidig ser vi en smallere fødekæde af unge talenter – især i den offentlige sektor.

For mig er det ikke bare en statistik, men et vigtigt spejl på, hvordan vi forstår og udøver ledelse i dag. Hvis ledelse opleves som kontrol, regneark og værktøjer, er det måske ikke så mærkeligt, at færre unge finder det meningsfuldt. Men hvis vi tør se ledelse som et menneskeligt drama, hvor følelser er drivkraften bag motivation, modstand og forandring – så åbner vi for en helt anden samtale.

Med denne sæsonfinale ønsker jeg at udforske netop det spændingsfelt: Hvad sker der, når færre unge vil lede? Hvilke følelser ligger under overfladen i vores ledelseskultur? Og hvordan kan vi skabe en form for ledelse, der igen opleves som meningsfuld – også for den næste generation?

Billet til sæsonfinalen: https://billetto.dk/e/tro-tvivl-teater-saesonfinale-kaffe-ledelse-billetter-1230579

Kilder:

https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14288648/talentfulde-unge-fravaelger-en-lederkarriere-i-det-offentlige?lang=da

https://www.cphbusiness.dk/viden-og-inspiration/ny-forskning-derfor-vaelger-og-fravaelger-unge-ledervejen

Goffman, E. (1959). The Presentation of Self in Everyday Life. Garden City, NY: Doubleday.

Min gæst Tune Hein, fornyeligt stoppet hos Novo Nordisk, hvor Tune har arbejdet med upscaling og organisation. Er forfatter, foredragsholder og har mere end 20 års ledelseserfaring og i dag arbejder som konsulent/ledelsesrådigiver.

Ville du sætte dig ind i et fly, hvis Airbus havde afskaffet ledelse?
Ville du lægge dig på operationsbordet, hvis ingen havde ansvar for, hvad der skulle ske på stuen?

Det lyder karikeret – og det er det også for eksemplets skyld.

Men spørgsmålet rummer noget vigtigt: Hvad sker der, når ledelse forsvinder?
Når rammen flyder, og ingen længere sætter retning?

Vi befinder os i en tid, hvor fascinationen af ledelsesløse organisationer fylder mere og mere.

Vi dropper titlerne.
Vi ønsker flad struktur.
Og vi ønsker at give folk frihed.
Såsom at komme på arbejde når de har lyst
Og holde ferie når de har lyst.

Det lyder tillidsfuldt, nænsomt, frisættende.
Men måske forveksler vi fravær af struktur med frihed?

Vi taler om ansvar og medbestemmelse som idealer – og med god grund.
Men det er sjældent, de opstår i tomrum. De opstår i rammer. I retning. I tydelighed.

Og det er netop her, ledelse har sin berettigelse mener jeg. Ikke som kontrol. Ikke som dominans. Men som en nærværende praksis. Men ledelse er heller ikke staccato eller skal tænkes binært.

Det er ikke enten frisættelse eller fastlåsning. Det er vel en levende bevægelse i spændingsfeltet mellem frihed og ansvar, mellem individuel faglighed og fælles retning.

Men det bringer dog et andet spørgsmål op:
Hvis vi ved, at god ledelse er nuanceret – hvorfor bliver den så sjældent udlevet sådan?

Måske fordi mange af os – ledere som medarbejdere – bærer på erfaringen med dårlig ledelse.
Vi har stået i magtspil. Følt os kontrolleret, overladt til os selv eller talt ned til.

De oplevelser sætter sig. Ikke kun i os, men i den kollektive forestilling om, hvad ledelse er – og hvad den bør undgå at være.

Så når nogen taler varmt om at afskaffe ledelse, er det måske ikke, fordi vi ikke ønsker ledelse.

Måske ønsker vi bare noget andet, end det vi har oplevet.

Måske handler modstanden mod ledelse ikke om et ønske om anarki – men om et håb om ikke at blive svigtet igen.

Men i forsøget på at tage afstand risikerer vi at skubbe for langt.
Pendler vi mellem poler – i stedet for at stå i midten og tage ansvar?

Det er mine spørgsmål ind i dagens afsnit.