Ikke Et Ord Om Politik

Vi var unge, da vi lærte hinanden at kende.

Byture, studier og den dér følelse af, at livet stadig var åbent og ubesværet. Så en dag fortalte han, at han havde skrevet under igen. Han var 25 og sagde, at det ikke handlede om store idealer, men om en uro, han var nødt til at følge.

Afghanistan havde fulgt ham siden 9/11. Nu blev det hans virkelighed. Han tog afsted, og jeg blev hjemme. Han kom hjem igen. Men han var ikke den samme. Der var kommet en anden ro i ham, en anden alvor. Som om verden havde fået en anden vægt. Krigen blev ikke dernede.

Den fulgte med ham hjem.

De blev castet ind i et kærlighedseksperiment.

Han som den rolige fyr fra provinsen. Hun som den modige, der meldte sig efter en præsentationsvideo og et “hvad er det værste, der kan ske?”.

På trappen mødtes de i et blik, der føltes elektrisk. Kemi fra første sekund. Sommerfugle, der ikke lod sig klippe væk. Men forelskelsen fik mikrofon på. Et kys blev taget to gange. Følelser blev justeret i synk. Han blev bedt om at tone lidt ned, hvor sikker han var på hende – og tone lidt op for spændingens skyld. I hans hoved var der ingen tvivl. I programmet så det anderledes ud. Hun mærkede ham i pauserne. Hånden i hendes. De små forsikringer uden kamera.

Men da afsnittene rullede over skærmen, sad hun og så sin kæreste sige, at han var i tvivl. Otte måneders hemmelighed. En flytning uden offentlig kærlighed. Ingen opslag. Ingen “vi”. Reality er ægte følelser klippet i fremmed dramaturgi. Anders og Emilie gik ind i et tv-program.
De kom ud som et par.

Kasper Grubak voksede op med store ambitioner og høje krav – især til sig selv. Bag facaden tilpassede han sig fællesskaberne, og da sorgen ramte, begyndte det hele at skride. Gymnasiet faldt fra hinanden, drømmen om jura blev et pres, og perfektionismen endte i ingenting.

Som 24-årig stod han på et herberg og tænkte: Jeg har fucket mit liv op. Først dér kom forklaringen: en diagnose, skizotypi. Ikke som en undskyldning, men som en nøgle.

Jimmi Liljehult har brugt det meste af sit voksenliv på gaden – som betjent og senere mentor for mennesker på kanten af samfundet.

Han lærte tidligt, at man ikke kommer længst med hårdhed alene, men med ro, humor og ordentlighed i processen. Bag den erfarne politimand ligger år i miljøer præget af kriminalitet, pres og konstant beredskab. 

Mødet med de samme mennesker igen og igen blev et vendepunkt. Det var ikke nok at fange dem – nogen havde også brug for en vej ud. 

I dag arbejder Jimmi både som betjent og mentor og hjælper tidligere kriminelle videre i job og liv. Ikke fordi fortiden kan slettes, men fordi han tror på, at mennesker kan rykke sig, når nogen møder dem ordentligt og bliver stående.