Martinus Kosmologi | Lyt podcast online og gratis

Tilgængelige episoder

5 af 227

OT021. Spgs. livsenheder, verdensrige, bøn, parforhold og abort
Martinus: “Alle eksisterende levende væsener både i mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos danner en sammenhængende, uadskillelig enhed. Det er denne enhed, vi kalder “verdensaltet”. Verdensaltet er således en levende, arbejdende organisme, igennem hvilken et evigt eksisterende guddommeligt “noget, som er”, åbenbarer, manifesterer eller tilkendegiver sin urokkelige eksistens, sin vilje, sin almagt, sin alvisdom og sin alkærlighed” (LB7 stk. 2637).
--------
56:00
OT022. Skabelsen af en international verdensstat
Er et idealsamfund en utopi? - Ideen om en ny og bedre verden har levet lige siden vor forfædre begyndte at drømme om paradis. I middelalderen opstod tanken om Slaraffenland, hvor mennesker kunne leve uden bekymringer. Kloge folk tegnede kort over det forunderlige land, der efter sigende skulle ligge ved floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak. Den engelske jurist, statsmand og forfatter Thomas More (1478-1535) skrev en bog, der var en fiktiv rejseskildring til idealsamfundet Utopia. Han bragte for første gang den ide på banen, at en ny og bedre verden var noget, som vi selv måtte arbejde på at bygge op. Thomas Mores Utopia bygger på to forbilleder fra antikken, nemlig Platons Staten og Lukians En sandfærdig historie. Oprettelsen af den kommunistiske Sovjetunion og fristaden Christiania kan også ses som forsøg på at skabe et idealsamfund. Også ifølge Martinus må vi selv arbejde med at opbygge dette idealsamfund. Men det er ikke noget, man blot kan beslutte for at gøre, det er ikke et viljesspørgsmål, det er et udviklingsspørgsmål. Ting tager tid! Det, der i dag hindrer menneskene i at oprette et idealsamfund, er således deres iboende dyriske eller egoistiske natur. På det nuværende udviklingstrin er det således endnu ikke muligt at lave et idealsamfund, for det jordiske menneske er som sagt et sfinksvæsen, halvt dyr og halvt menneske. På den ene side har vi dyriske og egoistiske tendenser, på den anden side har vi humane og altruistiske tendenser. Mange mennesker siger, der har altid været krig, og der vil altid blive ved med at være krig. De mener, at det er en utopi at tro, at det engang vil lykkes menneskene at lave et idealsamfund. Martinus derimod siger, at skabelsen af et sådant idealsamfund er uundgåeligt, for i kraft af udviklingens lovmæssigheder kan han påvise, at udviklingen usvigeligt sikkert fører frem til skabelsen af et rigtigt menneskerige på jorden. Det kan ikke mislykkes; skabelsen af et idealsamfund omfattende hele vor planet er et obligatorisk trin i den videre udvikling.
--------
56:56
OT023. Kærligheden – Eventyrets slutfacit. MCK 06.07.2018
OT023. Kærligheden - Eventyrets slutfacit. MCK 06.07.2018 https://oletherkelsen.dk/wp-content/uploads/2023/12/OT023.-Kaerligheden-eventyrets-slutfacit.-MCK-2018.07.06.-128.mp3 2. Udgave af "Martinus og den ny verdensmoral" er udgivet af forlaget Scientia Intuitiva. www.martinusshop.dk En videnskabeliggjort kristendom Martinus anså ikke blot sit værk for at være en åndsvidenskab, en kosmologi eller et evigt verdensbillede, men han mente også, at det var en videnskabeliggjort eller intellektualiseret kristendom. Poetisk sagt er kærligheden eventyrets slutfacit. December 2004 blev Det Tredje Testamente - Den intellektualiserede Kristendom udgivet på BORGEN 23 år efter Martinus bortgang. Kristendommen har måske nok i sit begynderstadium været en religion, men den vil ifølge Martinus blive til en videnskab, ja til selve verdensvidenskaben, der vil samle hele verden. Den vil forene religion og videnskab, og den vil forene hjerte og hjerne samt Østens og Vestens tænkning. Når de evige analyser kommer ind i kristendommen vil man se, at kærligheden er eventyrets slutfacit. Det hele går op eller passer med kærligheden og uendeligheden, og da vil kristendommen blive til videnskab og ikke længere være en tro, mente Martinus. Kærligeheden er lyvseventyrets slutfacit. Denne kærlighedens videnskab vil påvise, at alt i sit slutfacit bekræfter det bibelske ord, “alt er såre godt”. Martinus mener altså, at det er rigtigt, der hvor man i Bibelen efter skabelsen af hele verdensaltet lader Gud udtale: “Se, alt er såre godt”. Martinus satte sit værk i relation til Bibelens to tidligere testamenter ved at give sin samlede åndsvidenskab titlen Det Tredje Testamente, idet han anså sit arbejde for at være en fortsættelse af kristusmissionen. Martinus angav, at hans værk Det Tredje Testamente var identisk med den intellektualiserede, udødelige kristendom, som skulle blive menneskehedens kommende livsfundament og danne grundlag for den ny verdensmoral. Talsmanden den hellige ånd Martinus var af den opfattelse, at denne ny åndsvidenskab var den Sandhedens Ånd eller Talsmanden den hellige Ånd, der skulle komme i forbindelse med Kristi forudsigelse af kristendommens kommende livsfornyelse: “Men Talsmanden, den hellige Ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting, som jeg har sagt jer.” (Joh. 14,26). “Jeg har endnu meget mere at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende ting skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde jer.” (Joh. 16,12-15). Det eneste fornødne og den varige fred på jorden Hvad gik Martinus’ arbejde egentlig ud på? – Et af svarene kan man finde i forordet til den første bog, som Martinus udgav i 1932, nemlig i første bind af hovedværket Livets Bog (LB1–LB7). Da de jordiske mennesker ikke har den samme erfaring og viden, står de på forskellige trin i deres udvikling fra mørket til lyset. Men på et vist trin i denne udvikling bliver det uomgængeligt at tilegne sig et absolut sandt kendskab til livets mening, til tilværelsens dybeste love og evige grundprincipper, for at kunne opnå den absolutte lykke eller den fuldkomne skæbne. For det jordiske menneske uden kosmisk bevidsthed vil tilegnelsen af et sådant kendskab faktisk være “det eneste fornødne”. (LB1 stk. 6). Martinus havde selv med sin kosmiske bevidsthed oplevet disse livets evige love og principper, og med dette sit førstehåndskendskab til sandheden eller den evige visdom, følte han det som en pligt at gøre denne viden tilgængelig til gavn og glæde for almenheden. Hele Martinus’ værk er således et resultat af pligtfølelse. (LB1 stk. 7).
--------
53:33
OT024. Kønsskifte, reinkarnation, jordkloden og meditation. MCK 05.07.2018
Meditationen der udløste bevidsthedsudvidelsen I 1921 arbejdede Martinus som kontorist i mejeriet Enigheden, hvor han hørte om en ny interessant bog med åndelige emner, som en ældre kontorist Ove Hubert, havde læst. Da Martinus havde sikret sig, at de nye åndelige retninger også havde noget med bøn at gøre, blev han interesseret i at låne bogen, og en dag i februar 1921 blev han inviteret hjem til bogens ejer Lars Peter Larsen (1879-1948), der senere tog navneforandring til Lars Nibelvang. Igennem de næste syv år blev Lasse Martinus’ daglige samtalepartner og ven. (Martinus som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989). Ved deres første møde siger Nibelvang til Martinus: “Det eneste råd, jeg mener at kunne forsvare at give Dem med på vejen, er den sidste store lærer Bhagavan Ramakrishnas ord: Fæst din tanke fast på Gud, og alt skal blive vel med dig!” – Inden han forlod mig, lånte jeg ham et par små bøger med hjem; jeg tror det var Bhagavad Gita og Ved Mesterens Fødder. Og så gav jeg ham anvisning på de mest elementære regler for meditation; fordi jeg følte, at jeg stod over for en meget fremskreden personlighed, som muligt i en nær fremtid vilde opnå alt, hvad jeg forgæves havde søgt i en lang årrække. (Lars Nibelvang, dagbog, 1925). Martinus fortæller selv, at han ikke fik læst bogen til ende, og at det eneste, han huskede af den smule, han fik læst, var dette, at bogen foranledigede ham til at meditere på Gud. Da Martinus nogle år senere begyndte skrive sine bøger, kunne han hverken huske bogens titel eller forfatter. Da Nibelvang og Martinus ikke rigtigt kunne huske, hvilken bog det var, der havde foranlediget Martinus til at meditere på Gud, har det lige siden været lidt af et mysterium. Før 1921 findes der meget få teosofiske bøger på dansk med anvisninger på, hvordan man mediterer på Gud. Selv mener jeg nu, at løsningen på mysteriet er den danske oversættelse af den tyske bog, Meditationen. Ein theosophisches Andachtsbuch nebst Anleitung zur Meditation, skrevet af Hermann Rudolph (1865-1946) og udgivet på Verlag der theosophischen Kultur, Leipzig, 1912. Den autoriserede oversættelse, Meditation. En teosofisk andagtsbog med anvisning til meditation, er er lavet af teosoffen Werner Blædel og udgivet af J.S. Jensens forlag i 1913. (Se www.bibliotek.dk og denne bogs stk. 2.19). Lige efter den store bevidsthedsudvidelse var Martinus af psykiske årsager helt forhindret i at læse bøger. Han mente ligefrem, at åndelige kræfter forhindrede ham i at læse bøger, fordi hans kommende livsværk ikke skulle være influeret af andres meninger og opfattelser. Martinus skulle være et levende bevis på, at man kan komme til den højeste viden igennem sig selv.
--------
54:30
OT025. Mennesket – et univers. Tanker om sundhed og sygdom
Hvordan virker giftige tanker som had, vrede og bitterhed ind på helbredet? Enhver sygdom har ifølge Martinus to stadier: årsagsstadiet og virkningsstadiet (Kosmos 5/1997). Årsagsstadiet findes ikke på det fysiske plan, men på det psykiske eller mentale område. Her har alle sygdomme ifølge Martinus deres oprindelse. Årsagsstadiet kendetegnes ved en længere periode med fejltænkning, der efterhånden udvikler sig til en konkret sygdom. Når symptomet mærkes, og det gør ondt, er det for sent, for da er sygdommen allerede en realitet. Virkningsstadiet er det samme som symptomstadiet. Spredt i litteraturen giver Martinus kun enkelte eksempler på årsagen til konkrete sygdomme. Martinus skriver blandt andet: “Det er farligt at have onde tanker eller være vred og bitter og genere andre mennesker, og det er ikke blot en ydre fare, men også en indre fare, fordi de enkelte tankearter er livskræfter, der virker ind på de særlige organer i os. Vi kan have tanker, der virker direkte på hjertet og giver dårligt hjerte. Det kan komme, uden at man er klar over det, ved at man har hadet i årevis og stadig er bitter og bliver vred ved næsten ingenting. Man kan have tankearter, der virker på maven og skaber mavesår, andre virker på hjernen, så man til sidst bliver åndssvag, mens andre igen kan ødelægge muskulaturen og huden osv.” (Kosmos nr. 7/1992). Som tidligere nævnt overskygger tyngdeenergien fordøjelsesområdet, og følelsesenergien gennemtrænger og gennemsyrer tilsvarende kirtler, lunger, hjerte- og karsystemet. Mange hjerte-, kar- og lungesygdomme skyldes, at tyngdeenergien (eksplosionsenergi eller aggressionsenergi) fejlagtigt er trængt ind i følelsesområdet. Mennesket er blevet meget forfinet i forhold til dyret, og det kan ikke i større omfang tåle den tyngdeenergi eller sprængstofenergi, som dyret betjener sig af. Martinus forklarer: “Den forfinede sjæl har forfinet dets fysiske legeme, forædlet dets blod og gjort nervesystemet overordentlig følsomt og sart. En sådan organisme tåler ikke alt for mange hidsigheds- eller raserianfald uden at blive stærkt forgiftet. En sådan mental foreteelse kan derved i længden ikke undgå at blive en underminerende belastning af hjertefunktionen” (LB2 stk. 296). Martinus nævner ofte hjertesygdomme i forbindelse med for meget tyngdeenergi, men ellers har han kun skrevet lidt om årsagen til de specifikke sygdomme. Men det generelle er, at det er mangel på næstekærlighed, der får tankepartiklerne ind i forkerte områder, og det er kærlighed, der sætter tingene rigtigt på plads. Vist kan mennesker blive helbredt af healere og på hospitaler, men det hjælper ikke så meget, hvis de fortsætter med de tankemønstre, der har fremkaldt sygdommene. Den sluttelige løsning er, at menneskene må blive opmærksomme på at lære at tænke rigtigt. I samme grad, som vi lever usundt, er vi med til at forringe vor sundhedstilstand. For at forebygge mod sygdomme må man have positive tanker. Man må have den nødvendige søvn og hvile, vi må indtage den sundeste mad og drikke, og vi må søge at undgå de dødbringende nydelsesmidler, alkohol, nikotin og narkotiske stoffer. Martinus skriver: “Vi må undgå de for den psykiske livsoplevelsesevne dødbringende tankearter såsom vredesudbrud, hævn- eller forfølgelsestanker over for vore medvæsener, løgnagtighed og bagtalelseslyst og andre selviske tankearter. Den absolut sunde åndelige ernæring for mennesket er alle uselviske tankearter. De er lige så fysisk og psykisk livgivende, som de selviske tankearter er fysisk og psykisk dødbringende for mennesket. De fleste indre organiske og kroniske sygdomme stammer fra fejlagtige og dermed giftige tankearter” (LB6 stk. 2026).
--------
53:34