Arbejdstitel

Der findes en række prominente kulturfigurer i Danmark, som ikke behøver nogen introduktion. En af dem er Jarl Friis-Mikkelsen.
Han har medvirket i folkekære film, været underholdningschef i mediebranchen og interviewet nogle af de største underholdningsikoner både i Danmark og internationalt.
I dette afsnit af 'Arbejdstitel' fortæller han om beslutningen om at flytte til Los Angeles i starten af 90’erne, da han følte, at han var blevet for kendt herhjemme. I Hollywood brugte han flere måneder på at sikre sig et stort navn, han kunne interviewe – dog uden held. Lige indtil han fik muligheden for at interviewe Cher. Derfra tog karrieren en ny drejning, og det ene store interview førte til det næste.
I programmet ser han tilbage på sine mange møder med stjerner som Janet Jackson, Madonna, Jeremy Irons og Leonard Cohen.
Han fortæller også om sit mangeårige arbejde som maler og om blandt andet at have solgt flere værker til skuespilleren Mads Mikkelsen. Og så deler han historien bag det legendariske Klovn-afsnit, hvor hans død i en bowlinghal blev omskrevet til en død på den hedengangne restaurant Umami i Indre By.

Er der én dansk mand, der har et stort netværk i den internationale modebranche, så er det Rasmus Storm.
I 1994 åbnede han sammen med sin hustru, Line, butikken Storm på Nørrebro, som de senere flyttede til Store Regnegade i Indre By, hvor den også ligger i dag. Her har de forhandlet alt fra Mads Nørgaard og Comme des Garçons til Raf Simons, Thom Browne og Off-White.
For kort tid siden meldte Storm-familien dog ud, at æraen er forbi. Butikken lukker i slutningen af maj.
I den anledning har Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné sat Rasmus Storm stævne i dette afsnit af ’Arbejdstitel’, og her fortæller han blandt andet om en helt særlig kunde, der var deres første i butikken i Indre By.

Dette afsnit er bragt i samarbejde med Illy, som erhovedsponsor til årets Gastro Awards. Besøg gastroawards.euroman.dk og se denominerede i alle kategorier. Gastro Awards finder sted i Tivoli den 26. maj.

Overordnet findes der to slags mennesker: Der er dem, der ruller med øjnene, når man taler om, hvordan et glas skal se ud, en serviet skal være foldet og en restaurant skal være indrettet – og så er der dem, der lytter til ’Arbejdstitel’.
I dette afsnit taler Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné om de ting og situationer, de ikke kan lide. Det tæller både alt det ved dem selv, som de synes er irriterende eller forkerte, og fænomener i verden omkring dem, de ikke bryder sig om.
Fx er Kristoffer ikke vild med at tale om tv-serier eller at spise en croissant efter frokosttid. Oliver kan derimod ikke lide at få mælk i sin kaffe, når han spiser æg, og så bryder han sig faktisk slet ikke om at gå til koncerter.

Det er en helt specifik form for selverkendelse, der indtræffer, når man opdager, at man bruger mere tid på at tale om styrketræning og tidlige morgener end om byture.

Det er erkendelsen af, at den 'coolness', man før bar som et skjold, nu skal findes i en form for indre ro. Vi kan omfavne det eller kæmpe imod, men om vi vil det eller ej: Vi bliver alle ældre.

Og det er lige det, det nye afsnit af ‘Arbejdstitel’ handler om.

For at blive ældre behøver ikke være lig med depression og et desperat forsøg på at holde fast i en ungdom, der med sikkerhed forsvinder mellem hænderne på de to værter.
Det kan lige så vel gøres med ynde, så tallene på antallet af fødselsdagslys i lagkagen ikke bliver nogle, de frygter, men nogle de puster ud med glæde.

Farshad Farzankia er kunstmaler. Men sådan har det ikke altid været. Oprindeligt er han uddannet fra Den Grafiske Højskole arbejdede i en årrække som art director på Euroman.
Men da han i 2016 sagde sit job op, fik et atelier og begyndte at male, gik det rigtig stærkt. At kalde det en kometkarriere vil ikke være nogen overdrivelse, og allerede fem år senere havde han en soloudstilling på Arken.
I det nye afsnit af ’Arbejdstitel’ er de to værter Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst på besøg i Farshad Farzankias næsten 500 kvadratmeter store atelier i Søborg.
Og omgivet af værker taler de om en kunstbranche, der kan være svær at få hånd om, om at forsøge at holde styr på, hvor ens værker ender, og det abstrakte i at et maleri den ene dag kan koste noget og den næste være meget dyrere.