Noget I bør vide — med Anders Sørensen.

Sasha overlevede årelange seksuelle overgreb og blev ufrivilligt landskendt som ”Tønderpigen”. Langt færre ved, hvad hun derefter blev udsat for i det system, der skulle hjælpe hende.
Hun var to et halvt år gammel, da hendes far begyndte at udsætte hende for seksuelle overgreb. Han solgte også adgang til hende til andre mænd. Da politiet kom og anholdt ham, var hun 11 år.
Det burde have været begyndelsen på et liv, hvor voksne hjalp hende med at føle sig tryg og forstå sine reaktioner på det, hun havde været igennem. Men nej.
I stedet fulgte en skizofrenidiagnose, såkaldt “antipsykotisk” medicin og elektrochok, før hun måtte opgive den lægestyrede danske psykiatri og selv finde hjælp til de traumer, hun havde overlevet, et andet sted i systemet end psykiatrien.
Vores samtale blev to timer og 27 minutter lang. Jeg håber sådan, du vil lytte med, så vi sammen kan hjælpe Sasha med at bære traumerne – både de oprindelige og dem påført af psykiatrien.
Det er skrappe sager, og Sasha er uden tvivl det stærkeste, sejeste menneske, jeg kender. Sasha, min ven, min kompagnon, mit medmenneske – tak for at tale med os.
Som barn lærte hun at forsvinde ind i andre verdener, når virkeligheden var uudholdelig. Hun holdt op med at græde, fordi ingen kom. Senere blev selvskade og stoffer måder at holde smerten ud på. Når man hører Sasha fortælle, bliver sammenhængene så tydelige, at det er svært at begribe, hvordan hun kunne gå i årevis og føle, at der var noget grundlæggende galt med hende, og at systemets svar var diagnoser og medicin.
Jeg bliver vred over, at et menneske med så åbenlyse traumer alligevel skulle kæmpe så hårdt for at få relevant hjælp. Og over, at ’hjælpen’ påførte hende yderligere traumer.
Først i 2020 fjernede en psykiater endelig skizofrenidiagnosen og beskrev hendes lidelse som PTSD. Sasha fortæller, hvor dybt det berørte hende endelig at læse en faglig beskrivelse, der forbandt hendes lidelse med det, hun havde været udsat for. I dag er Sasha i gang med at skabe et liv med plads til mere end overlevelse.

Kan skizotypi være en traumereaktion?
 
Som barn øvede Trine sig i at smile foran spejlet, fordi enlærer havde sagt, at hun så for sur ud. Hun lærte at holde øje med de andre ogtilpasse sig. Når det blev for anstrengende, fandt hun ro og tryghed i sinindre verden, hvor hun kunne skabe farverige universer og leve sig ind i sineegne fortællinger.
 
Senere begyndte den verden at blive skræmmende. Trine såting, andre ikke så: skygger og væsener i sin lejlighed og slanger under dynen.Det, der begyndte som en hjælp, var blevet et helvede. Hun blev bange, begyndteat undgå flere og flere situationer og fik et meget lille liv. Efter flereforskellige diagnoser fik Trine diagnosen skizotypi. Senere opdagede hun, atoplevelserne især tog til, når hun var presset, og at de aftog, når hun lyttedetil, hvad hun havde brug for.
 
Hjælpen, selvfølgelig, for vi er jo i Danmark, var medicin.I løbet af omkring et halvt år prøvede Trine cirka 20 forskellige psykofarmaka.Som så mange andre i psykiatrien fik hun det værre af hjælpen og blev til sidstsendt hjem med beskeden om, at der ikke var mere at gøre.
 
Først senere fik hun hjælp til hverdagen i OPUS og opsøgteselv traumeterapi i det private (ja...). I dag er hun leder af OPUS-panelet,hvor hun bruger sin historie til at give andre håb. Hun er også stadig i gangmed at trappe ud af quetiapin, antipsykotika. Da hun bad om hjælp til det, fikhun at vide, at hun var for kompliceret til, at de kunne hjælpe hende. Nu harhun fundet en langsommere vej, som indtil videre går godt.
 
I denne uges afsnit af podcasten anlægger vi ettraumebaseret perspektiv på diagnosen skizotypi. Vi undersøger, hvordan Trinesoplevelser hænger sammen med hendes liv og traumer og hvad der ændrede sig, dahun selv begyndte at se de sammenhænge. Det bliver ved med at være en gåde formig, hvordan vi kan tro, at vi forstår et menneskes symptomer, hvis vi ikke ernysgerrige på det liv, de opstod i.
 
Trine er en ekstremt stærk fortæller. Jeg håber, I vil lyttemed, uanset hvilke diagnoser I selv har fået eller interesserer jer for.

Man trapper ud af antipsykotisk medicin. Bliver psykotisk. Og psykosen bruges som bevis for, at man ikke skal trappe ud.
Nu skal vi tale antipsykotika.
Eller såkaldt antipsykotika. For der er ikke noget specifikt anti-psykotisk over dem. De dæmper hele systemet – og dermed også de tanker, følelser og reaktioner, vi kalder psykotiske.
Som ved antidepressiva og benzodiazepiner tilpasser hjernen sig medicinen. Derfor kan en for hurtig udtrapning – inklusive den, retningslinjerne anbefaler – udløse alvorlige abstinenser og i værste fald abstinenspsykose. Dosis bør reduceres langsomt og hyperbolsk.
Men der er en vigtig forskel.
Antipsykotika gives til mennesker i nogle af de mest voldsomme og sårbare tilstande, vi kender. Alligevel forstås psykoser næsten altid som sygdom – ikke som reaktioner på traumer, overgreb, ekstrem belastning eller søvnmangel.
Derfor bliver medicinen og den forfærdelige ”psykoedukation” ofte hele behandlingen. Men den går ikke, for medicinen løser jo ikke det, der førte til psykosen. Den lægger låg på det. Når låget fjernes, kan det, der aldrig blev forstået eller behandlet, selvfølgelig vende tilbage.
Reelle tilbagefald er derfor en del af den medicinske behandling. Ikke bevis på en kronisk hjernesygdom, men en konsekvens af, at medicinen undertrykte reaktionen uden at løse det, der skabte den.
Derfor bør psykoterapi og traumebevidsthed være en central del af enhver udtrapning af antipsykotika. Ellers kan det gå galt, selv ved den langsomste udtrapning.
Men. En for hurtig udtrapning kan også i sig selv udløse abstinenspsykose. Og hvis man ikke kan skelne mellem abstinenser og reelt tilbagefald, opstår den perfekte psykiatriske rundkørsel:
Man trapper for hurtigt ud.
Man bliver psykotisk.
Psykosen kaldes tilbagefald.
Og ”tilbagefaldet” bruges som bevis for, at man aldrig skulle have trappet ud.
Det er sket for Asbjørn. To gange. Først efter et brat stop og siden efter psykiatriens egen, meget hurtige udtrapningsplan. Nu gør han det anderledes. Han har halveret sin dosis langsomt og forsigtigt, fået mere energi og initiativ og er begyndt at få sit liv tilbage. På medicinen sov han op mod 12–16 timer i døgnet og var tæt på at søge førtidspension.
I dagens podcast taler vi om hans tre psykoser, de to fejlslagne udtrapninger og den nye vej ud. Om søvnens enorme betydning. Om det, der ligger bag en psykose. Og om et system, hvor ønsket om at bestemme over sin egen vej let bliver gjort til manglende sygdomserkendelse.
Asbjørn er ved at genvinde tilliden til sine egne signaler, sin dømmekraft og sit liv. Og jeg er med ham hele vejen!

Når en traumereaktion bliver forstået som manipulation, dramatik eller splitting, reagerer personalet let med korrektion, afstand og kontrol.

Når den samme reaktion forstås som et forsøg på at beskytte sig mod noget, der engang var overvældende og farligt, åbner det for en helt anden måde at møde mennesket på.
En diagnose er et filter. Og borderline-diagnosen er nok en af de værste at få klæbet på sig.

Det har Sara oplevet. Sara fortæller i dagens podcast om sine år som fejldiagnosticeret på bosted. Om at søge hjælp og i stedet opleve, at hendes følelser, grænser og virkelighed igen og igen blev gjort til symptomer:

"Hvis du bliver vred, kan du ikke mentalisere. Hvis du protesterer, splitter du. Hvis du fortæller, at nogen har overskredet dine grænser, har du måske bare misforstået situationen. Og hvis du fortsat er ked af det, efter at personalet har forklaret, hvorfor du ikke burde være det, er det et tegn på at du er dum.”

Det er en voldsom samtale. Sara retter en hård kritik mod de bosteder og medarbejdere, hun har mødt, og fortæller om nedværdigende forhold, der kunne være taget direkte ud af et afsnit af Operation X:

”Toiletpapiret er låst inde. Jeg banker på kontordøren og beder om at få udleveret en rulle toiletpapir, mens jeg prøver at holde på min afføring. Hvad er det meningen, jeg skal lære af det? Efter en ansat klaskede mig i røven, indførte de regler imod at give mig kram. Når jeg græd, sagde de: ’Du har ikke krav på kram.’ De oplever min hjælpesøgende adfærd som mangel på respekt for deres ret til at bestemme. De prøvede at anmelde mig. Det kunne de ikke. Nu prøver de at anmelde min medbeboer. Vi har ikke gjort andet end at bede om hjælp. Personalet bruger polititrusler til at regulere deres følelser og opnå kontrol over os. De kan ikke andet.”

Mange af de mønstre, Sara beskriver, bunder i manglende viden om traumer. Simpelthen.

Og de kan forandres.

Men det kræver, at traumeforståelsen ikke alene bæres af enkelte ildsjæle. Hele organisationen – fra ledelsen til den enkelte medarbejder – må have en fælles forståelsesramme og et fælles sprog for, hvad traumer gør ved mennesker, deres relationer og nervesystemer. Og personalet skal have konkrete redskaber til at omsætte forståelsen til praksis, når en situation bliver svær.

Det er netop formålet med TraumeBevidst Tilgang, TBT, som heldigvis bliver implementeret i flere og flere organisationer i Danmark. Mere af det, tak!

For Saras oplevelser behøver ikke gentage sig.

Hvis du ikke får en ubændig lyst – næh, en trang – til at tage ud i naturen efter at have hørt dette afsnit af podcasten med Simon Høegmark, så ved jeg snart ikke.
Det gjorde jeg i hvert fald. Og netop forestillingen om, at naturen er noget, vi kan >tage ud i< for derefter at vende tilbage til vores egentlig liv i byerne og inden døre, blev et af samtalens emner.
For det er egentlig en fjollet tanke, at vi er adskilt fra naturen. Vi er natur, som en af Simons bøger også hedder. Vores kroppe og sind er stadig indrettet efter naturens rytmer, lys, lyde, former og årstider, selvom vi har bygget en tilværelse, hvor vi langt hen ad vejen kan ignorere dem.
Og det gør vi så. Ignorerer dem. Det koster, men ofte uden vi forstår hvordan. Det gør Simon, og i denne samtale indvier han os i det. Det er fascinerende, at naturens betydning for vores psykiske og fysiske helbred er et selvstændigt og bundseriøst forskningsfelt. For det er det.
Behøver man så den store vandretur til Sverige og blive ét med skoven? Nej. Det kan også være så enkelt som at sætte sig i en have eller park et kvarter om dagen. Uden telefon eller musik. Og uden at arbejde imens. (Desværre, Anders ). Uden engang at gøre det til et projekt, at man nu absolut skal slappe af.
For har man levet længe i højt tempo, kan stilheden faktisk være ubehagelig i begyndelsen. Kroppen – inklusive min egen – skal nogle gange lære pausen igen. Det er ikke altid rart. Faktisk kan det være ekstremt ubehageligt, når nervesystemet fortsætter i højt gear, mens man bare sidder dér. Men det virker.
Samtalen blev lige dele jordnær, videnskabelig, filosofisk og dejligt levende. Og ja: Jeg gik direkte ud i haven bagefter.