Mit særlige sted

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav.
I denne udgave af Mit særlige sted møder jeg Lise Munksgaard. Hun er programleder i Outdoor Fun, et projekt, der arbejder for at få flere unge ud i naturen. Ikke bare for oplevelsernes skyld, men fordi naturen kan være en genvej til fællesskab, trivsel og troen på egne evner.
Lise er ikke vokset op på Sydfyn. Hun kommer fra en lille landsby i Sønderjylland, men allerede som barn fandt hun vej til Øhavet ombord på skonnerten Fylla. Sejlturene mellem øerne satte sig som en følelse, længe før stedet blev hendes adresse. Og da hun mange år senere skulle vælge, hvor hun ville skabe sit voksne liv, pegede noget indeni mod Svendborg.
Vi mødes ved shelterpladsen ved Bittenhus og Fjællebroen. Et sted, hvor skov møder kyst, og hvor udsigten over Øhavet rummer både personlige minder og hverdagen i Lises arbejde. Her har hundredvis af unge været på camp, lært at ro kajak, stå på paddleboard, fange fisk eller bare oplevet, hvordan et fællesskab kan opstå, når man deler en oplevelse under åben himmel.
Vi taler om barndomsminder og modet til at slå rødder et nyt sted. Om naturen som klasseværelse, frirum og mødested. Om de små succesoplevelser, der kan vokse sig store og flytte noget i et ungt menneske. Og om, hvordan et særligt sted nogle gange finder én, længe før man selv forstår hvorfor.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav.
I denne udgave af Mit særlige sted møder jeg skuespiller, teaterskaber og kunstnerisk leder af Teater Baubo, Anne Kjær Wæhrens. En kunstner, der igen og igen vender blikket mod de figurer, der står i skyggen af de store fortællinger. Dem, der blev misforstået, glemt eller skrevet ud.
Senest har hun skabt forestillingen Havheksen – en nyfortolkning af H.C. Andersens eventyrunivers, hvor den udskældte heks fra havets bund endelig får sin egen stemme. Men for Anne handler det om meget mere end eventyr. Det handler om, hvilke historier vi fortæller om hinanden. Hvem der får lov at være helte. Hvem der bliver gjort til monstre. Og hvad der sker, når vi begynder at lytte til dem, der aldrig før er blevet hørt.
Vi mødes ved havet på Tåsinge, ved Skovballe Havn. Ikke fordi Anne bor her, men fordi havet har fulgt hende hele livet. Fra barndommens sejlture ved Kolding Fjord til årene som teaterstuderende ved Stillehavet i Californien. 
Her, med blikket rettet mod horisonten, taler vi om kunst og urkræfter. Om modstand og vedholdenhed. Om årelange afslag og den stædige tro på, at nogle fortællinger er så vigtige, at man bliver nødt til at blive ved.
Og så taler vi om havheksen. Om Medusa. Om gudinder, mødre, hekse og kvinder, der gennem historien er blevet gemt væk, gjort tavse eller reduceret til bipersoner i andres fortællinger.

I dette afsnit er jeg taget til Tingcentralen i Årslev, hvor bæredygtighed og kreativitet går hånd i hånd. Det er et sted, som både er værksted, skatkammer, genbrugsstation, laboratorium og kreativ legeplads. Her kommer lærere, pædagoger, skoleklasser og frivillige for at hente materialer, men måske også noget andet: Inspiration. Nysgerrighed. En ny måde at tænke ressourcer på.
For hvad sker der egentlig, når vi stopper med kun at se ting for det, de var, og i stedet begynder at se dem for det, de kan blive? 
Tingcentralen handler ikke bare om genbrug. Den handler om fantasi. Om at lære børn og voksne at værdi ikke nødvendigvis ligger i det nye, men i det, vi allerede har omkring os. 
Jeg mødes med leder og stifter Katja Skovgaard Marcussen, som har skabt Tingcentralen ud fra en idé, der både er enkel og ret radikal: At de materialer, vi smider væk, måske stadig rummer værdi, hvis vi lærer at se ordentligt efter.
Sammen går vi på opdagelse mellem høje reoler fyldt med dimser, designrester, gamle bøger, plast i alle farver og tidligere teaterrekvisitter. Vi taler om bæredygtighed, kreativitet og undervisning. Om børn, der lærer plasttyper at kende ved selv at smelte dem om. Om fællesskaber, der vokser frem omkring praktisk arbejde. 
Og om hvorfor det nogle gange kræver både systematik, skabertrang og en kæmpe portion nysgerrighed at få mennesker til at se muligheder dér, hvor de fleste bare ser skrald.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav.
I dag skal vi til Rudme på Midtfyn. Et sted, hvor trampolinerne står nedgravet i haven, så alle byens børn kan hoppe med. Hvor en gammel svinesti er blevet til galleri. Hvor unge bygger festivaler i hønsevogne. Og hvor naboer ikke bare hilser på hinanden. De deler det, de har.
Her bor Tyge Mortensen. Fremtidsforsker, foredragsholder, højskolemand, tidligere guldgraver i Amazonas. Og måske først og fremmest menneskesamler. 
I mere end 20 år har han arbejdet med lokalsamfund, fællesskaber og det, han kalder “det gode liv”. Ikke som noget, vi køber os til. Men som noget, vi skaber sammen. Ved at banke på hos naboen. Være nysgerrige på mennesker, der ikke ligner os selv. Og turde dele vores ting, vores tid og vores liv med andre.
For som Tyge siger: Ting bliver mere værdifulde, når de bliver brugt sammen med nogen. Og fællesskab er ikke bare hyggeligt. Det er det, der gør os trygge i en verden, der ellers kan føles urolig og usikker.
Jeg hedder Anna Stærbo, og du lytter til Mit særlige sted. I dag fra Rudme. Et sted, der måske mest af alt minder os om, at første skridt mod et bedre liv kan begynde med et bank på naboens dør.

Du lytter til Mit særlige sted – på sporet af Det Sydfynske Øhav.
På Tåsinge, hvor Lunkebugten lægger sig helt ind til Vemmenæs, bor og arbejder glasmagerne Lena Ljungar og Jesper Sødring. De er hinandens kolleger, livspartnere og medskabere af et liv, der langsomt er blevet formet omkring det samme værksted gennem snart et halvt århundrede.
Hun er fra Stockholm. Han er fra København. Og de mødtes på en kunsthåndværkerskole, hvor de først blev grebet af glasset og så af hinanden.
Siden har de fulgtes ad. Til et sted, hvor de kunne bygge deres egen ovn. Deres eget værksted. Og deres eget liv.
Her arbejder de stadig side om side i en rytme, de kender uden ord.
Han begynder. Hun afslutter. Et glas ad gangen. I en bevægelse, gentaget tusindvis af gange som en stille, indøvet dans i varmen fra ovnen.
De har opdraget tre drenge imellem arbejdsdage og glødende glas. Prioriteret tiden. Valgt et liv, hvor arbejde og familie væver sig ind i hinanden. Og hvor det vigtigste ikke er at tjene mest, men at kunne blive ved med at gøre det, de elsker.
At skabe med hænderne. Og leve af det.
For Lena og Jesper er rige – i fællesskab, i frihed og i det liv, de selv har formet. Et sted, hvor arbejde, kærlighed og håndværk er smeltet sammen til ét.