Kim Fritz - musik i samtiden

En af rockens helt store stemmer og en fremragende fortolker af soul, blues og folk.
I denne podcast har jeg samlet nogle af mine personlige favoritter fra hans stærkeste periode.
Vi skal blandt andet høre You Wear It Well, Sailing, The Killing of Georgie og selvfølgelig Maggie May.
Men også høre historien om, hvordan Stewart bevægede sig fra Faces’ rå rock til et mere poleret udtryk.
Der er både store hits, stærke fortolkninger og sange med historier, der stadig står skarpt.
Og så kommer vi naturligvis omkring hans kontroversielle disco-hit Da Ya Think I’m Sexy?
Et musikalsk portræt af Rod Stewart i et årti, hvor han for alvor blev en verdensstjerne.

Bad Company var på mange måder indbegrebet af den store 70’er-rock.
Kvartetten samlede medlemmer fra Free, Mott The Hoople og King Crimson.
Med Paul Rodgers i front og Mick Ralphs på guitar fik de hurtigt status som en supergruppe. Debutalbummet fra 1974 blev en kæmpe succes, ikke mindst i USA, hvor de fyldte stadionerne. Historien rummer også masser af rock’n’roll – konflikter, udmattende turnéer og et liv med sprut og stoffer.Alligevel skabte de nogle af årtiets stærkeste rocksange, fra Can’t Get Enough til Shooting Star.
Jeg fortæller historien om gruppen, fra de første Free-dage til Bad Companys store gennembrud og senere nedtur.

Denne gang tager jeg jer med tilbage til 1970’erne og 1980’erne, hvor den amerikanske duo Hall & Oates for alvor satte deres præg på popmusikken. Daryl Hall og John Oates mødte hinanden i Philadelphia og fandt sammen omkring kærligheden til soul, R&B, rock og pop. Vejen til toppen var dog langt fra lige – de første albums solgte beskedent, og duoen måtte arbejde hårdt for at finde deres helt egen lyd. Med sange som *She’s Gone*, *Sara Smile* og *Rich Girl* begyndte gennembruddet at komme. I begyndelsen af 1980’erne eksploderede succesen med *Kiss on My List*, *Private Eyes*, *Maneater* og *Out of Touch*. Bag de store hits gemte der sig et tæt musikalsk partnerskab, hvor Hall og Oates på mange måder supplerede hinanden perfekt.

Kom med en tur ned af Memory Lane til den britiske LP-hitliste fra 12. maj 1973.
Det var en tid, hvor den bløde og mere sofistikerede 70’er-lyd for alvor var ved at vinde indpas. Vi møder Stevie Wonder, Cat Stevens, Lou Reed, Status Quo og Elton John – og selvfølgelig mange flere. Jeg kommer også omkring Roxy Music, Led Zeppelin og Alice Cooper, der på hver deres måde satte deres præg på året.
Der er historier om Lou Reeds møde med David Bowie og Mick Ronson og om Brian Eno og Bryan Ferrys voksende sammenstød.
Og helt øverst finder vi David Bowie med Aladdin Sane og den smukke Lady Grinning Soul.

Den tredje dag på Woodstock begyndte i regn, mudder og udmattelse, men musikken ville ikke give slip. Joe Cocker satte dagen i gang med sin fantastiske og helt særlige version af With A Little Help From My Friends, og senere fulgte blandt andre Ten Years After, The Band, Johnny Winter, Blood, Sweat & Tears og Crosby, Stills, Nash & Young. Det var en dag med enorme kontraster – fra Alvin Lees eksplosive guitar i I’m Going Home til The Bands varme og jordnære The Weight. Og midt i det hele kom Sha Na Na med 50’ernes rock’n’roll som et lille nostalgisk pusterum. Men det hele pegede frem mod festivalens store og historiske øjeblik. Mandag morgen, da næsten alle var taget hjem, gik Jimi Hendrix på scenen og spillede sin uforglemmelige version af The Star-Spangled Banner. Kun omkring 30.000 mennesker var tilbage, men de var vidner til et øjeblik, der for altid skulle blive en del af musikhistorien.