En Radikal Fortælling

Efter valget i 1982 dannede Poul Schlüter en borgerlig regering med støtte fra Radikale Venstre – og ja, Fremskridtspartiet. Det skulle blive et årti med omfattende økonomiske reformer, der skulle få Danmark tilbage på rette kurs. Så måtte regeringen sluge fodnoter i udenrigspolitikken. Og hvor sommeren ’92 ikke kun stod på EM i fodbold, men også et dramatisk forløb om Danmarks forhold til EF/EU.

Ved Folketingsvalget d. 4. december 1973 blev posen rystet godt og grundigt. Det såkaldte jordskredsvalg endte med markant tilbagegang til de fem partier, der var repræsenteret i folketinget før valget. Antallet af partier blev fordoblet, og Fremskridtspartiet, med en kontroversiel bornholmer i spidsen, bragede ind med 28 mandater. De efterfølgende år blev mindretalsregeringernes tid, og med færre mandater i ryggen måtte Radikale Venstre fægte sig frem i et tumultarisk politisk miljø.

1968 blev året, hvor Radikale Venstre endnu gang skulle indtage statsministerposten. Denne gang med karismatiske Hilmar Baunsgaard. Det var i en tid, hvor Danmarks forhold til EF blev debatteret, og RKV-regeringen var i fremskredne forhandlinger med de nordiske lande om et stærkt udvidet økonomisk samarbejde. Finland takkede nej, og der blev i stedet indledt forhandlinger om optagelse i EF. Resultatet er velkendt, men det kom ikke uden gnidninger – hverken parlamentarisk eller internt i partiet.

Bruddet med Venstre i 1905 havde i særdeleshed rod i en uenighed om forsvarspolitik. Dette blev endnu engang en varm politisk kartoffel i efterkrigsårene, hvor landets udenrigspolitiske placering var til debat. Der blev forhandlet om et nordisk forsvarsforbund, men i sidste ende tiltrådte Danmark NATO-samarbejdet. Radikale Venstre gik imod medlemskabet, og det skulle afføde en heftig debat i det kommende årti.

Det var hårde år for verdensøkonomien i begyndelsen af 1930’erne. Thorvald Stauning og Peter Munch stod i spidsen for den socialdemokratiske-radikale regering, der skulle finde medicinen mod en arbejdsløshed på over 30%. Det affødte det ikoniske Kanslergadeforlig, som blev til i Staunings lejlighed – godt hjulpet på vej af en god flaske whisky. 
Men så kom krigen, og så kom tyskerne. En pardans med socialdemokraterne blev erstattet af en samlingsregering. Nu skulle Danmark styres sikkert gennem besættelsen.