Efter Alle Kunstens Regler

Samtalen med Simon og Snorre fortsætter og Nicolai bliver mere og mere begejstret jo længere vi kommer. For de to unge gallerister har ikke bare skabt deres egen dør ind til kunstverdenen, de har tænkt tingene helt grundlæggende igennem. Hvad kræver det egentlig at repræsentere en kunstner? Hvordan vælger man hvem man vil arbejde med og hvad skal kemien mellem galleri og kunstner kunne bære når det virkelig gælder? Vi taler også om hvorfor gallerier stadig kan føles så intimiderende at træde ind i og hvad man egentlig kan gøre ved det. Og til sidst åbner Nicolai op om sin egen start i 90'erne, hvor han hudløst ærligt fortæller om mødet med den rædselsfulde person fra Statens Kunstfond. Det var ikke rart. Men vi slutter heldigvis på en high.

Simon og Snorre mødte hinanden i skolen og i dag driver de galleriet Isaak Fangel i hjertet af Jægersborggade i København. Men vejen dertil var alt andet end lige. I dette afsnit får vi de herlige historier om hvordan det virkelig føles at åbne et galleri, både den store ferniseringsaften og den stille hverdag hvor døren ikke altid går op af sig selv. Og så fortæller de to fuldstændig uerfarne gallerister om hvordan de uden et øjebliks tøven ringede og skrev til alle de kunne komme i tanke om, fra Danmarks top 100 rigeste til Anders Matthesen og en stribe andre celebrities, bare for at sprede ét enkelt budskab: vi har åbnet galleri og vi har kunstnere du skal kende. Og ja, vi får også at vide hvem der faktisk svarede. En samtale fuld af beginner spirit, mod og begejstring og den urokkelige tro på at kunstverdenen ikke er et sted hvor man inviteres ind, men noget man selv skaber.

Vi fortsætter hvor vi slap og denne gang går vi efter den store fisk.
Epstein-sagen afslørede noget, Nicolai og Jakob ikke havde forventet: De rige og magtfulde har forfærdelig smag. Ikke det mørke, mystiske, elegante, rituelle univers fra Eyes Wide Shut, men noget langt mere banalt og tarveligt. Hvad siger det om magten? Tog Jenny Holzer fejl?
iPhonesene har allerede gjort os til cyborgs. Selfien foran kunstværket er blevet mere betydningsfuld end værket.
Hvad laver Hieronymus Bosch i New Yorks subway, middelalderens mest paranoide og visionære maler. Og så det store konspiratoriske spørgsmål, Har Bellevue Teater egentlig vist andet end Folk og Røvere de sidste 20 år, og er det i så fald beviset på at vi lever i en simulation?

Kunstneren og forfatteren Jakob Boeskov, der til dagligt er bosat i New York, er hjemme på visit i København. Han inviterer Nicolai på kaffe på den genopståede 70er-legende Café Sommersko, men hvordan er cafeen i forhold til den oprindelige og er det overhovedet vigtigt?
Nicolai har netop set en af Jakobs yndlingsfilm, My Dinner with André, og det rejser spørgsmålet: Hvad er stadigvæk autentisk? Hvad er iscenesættelse? Og kan man overhovedet skelne de to fra hinanden, hvis livet er blevet en performance og vi alle er blevet vores egen iscenesætter.
Jakob kæmper i mellemtiden sin egen meget konkrete kamp. Er han ved at blive smidt ud af sin New York-lejlighed? Vi hører om fejden med udlejeren, hvad det vil sige at leve som kunstner i en by som stadigvæk inspirerer, men også fortærer sine egne og hvad Jakobs plan B egentlig er, hvis nu udlejeren vinder.
Undervejs kommer vi forbi Fluxus-kunstnerne, der blev myrdet af deres udlejere - bogstaveligt talt. Vi taler om Rudolf Steiner, om Nietzsche på sindssygeanstalten og iPhonen som har udraderet det autentiske.
Instrumentaliserede følelser kan være dødsensfarlige. De personlige følelser er knap så dramatiske, men de forurener vores dømmekraft. De nye diktatorer kommer ikke fra militæret. De kommer fra showbiz.

Kulturministeren har talt: Danmark mangler bronzestatuer af kvinder. Naturalistiske – og ikke mindst forbilleder for de unge piger.
Men er en bronzekvinde på en sokkel virkelig det, 2026 har at byde på af feministisk fremskridt? Er vi tilbage til 1800-tallets måde at uddele ære og betydning på? Er det overhovedet kulturministerens opgave at spænde kunsten foran en politisk agenda? Og er det overhovedet kunst? Vil de unge piger, som kulturministeren ønsker at give rollemodeller, betragte en bronzestatue af en tidligere minister med beundring og inspiration?
Bente Scavenius ved, hvad hun taler om. Kunstkritiker, forfatter og en af dansk kunstlivs mest skarpe stemmer gennem årtier – ikke fordi hun sagde ja til de faste stillinger, men netop fordi hun sagde nej. Hun byggede sit eget brand i en verden, der ikke ligefrem lå klar med røde løbere til kvinder med meninger.
I denne episode får vi historier fra hendes inspirerende liv. Om samarbejdet og venskabet med punkgenerationens store guru, Poul Borum. Om Jens Jørgen Thorsen, den berygtede provokunstner, der blev lidt for glad for Bente i Per Arnoldis kunstquiz på monopoltidens DR i 80'erne. Og om hvordan man skaber sig en plads i dansk kunstliv uden at bede om lov.
Og så tilbage til statuerne. For hvorfor er kvinder på sokler så tit nøgne – mens mændene får lov at beholde deres tøj på? Hvorfor er de nye forsøg enten ansigtsløse fremstillinger af prominente kvinder eller kitschede naturalistiske skildringer, der mest af alt ligner noget billigt kitsch fra en souvenirbutik? Hvilke af de nyeste statuer fungerer – og hvilke absolut ikke?
Og frem for alt: Hvem fortjener egentlig en statue?
Småkagebageren og industrialisten Karen Volf? Eller Barbie Girl, millionsælgeren og Danmarks måske mest eksporterede kunstneriske udtryk nogensinde – Aqua-Lene?
Vi kan afsløre, at det var så sjovt og interessant at tale med Bente Scavenius, at vi alle tre – Bente, Andreas og Nicolai – besluttede, at det ikke er sidste gang, vi taler sammen.
Vi ønsker alle en god 8. marts