Bloom

Engang blev naturforskningen til i parker og baghaver. Feltarbejde var en del af familieudflugter, og interimistiske eksperimenter blev udført hjemme ved køkkenbordet. Charles Darwin testede sin evolutionsteori i drivhuset ved sit landsted, og munken Gregor Mendel knækkede koden til den moderne genetik ved at avle ærteplanter i sit klosters køkkenhave. Sidenhen blev videnskaben professionaliseret. Naturinteresserede amatører havde ikke længere en plads i det videnskabelige system af avanceret teknisk udstyr, laboratorier fulde af studerende og laboranter og tunge databaser med tusindvis af tidsskriftsartikler. Men måske er det tid til at genopdage denne glemte side af naturforskningen? I bogen 'The Urban Naturalist', der er lige dele manifest og felthåndbog, slår den hollandske evolutionsbiolog Menno Schilthuizen et slag for at lade sig inspirere af 1800-tallets autodidakte naturforskere. Ny teknologi har endnu engang vendt historien på hovedet, og i stedet for at afskære almindelige naturentusiaster fra forskningen kan vi alle sammen tage på ekspedition ud i naturen. Notesbøger, sommerfuglenet og forstørrelsesglas kan suppleres af en overflod af digitale hjælpemidler og gadgets til hjemmelaboratoriet. Ifølge Schilthuizen kan enhver moderne Darwin snildt starte sine undersøgelser samme sted som i 1800-tallet: i baggårde og parker midt i de byer, hvor vi færdes til dagligt. For ligesom stenbroen tiltrækker myriader af mennesker, tiltrækker byer også et væld af dyre- og plantearter, der aldrig har interageret før. Her udfolder evolutionen sig i realtid, når nye økosystemer skyder frem mellem brostenene og arter tilpasser sig livet i storbyjunglen.

"Byen er en samling af menneskelige individer, der drømmer om at være en skov." Ordene er den italienske plantefilosof Emanuele Coccias. Arkitektur er ifølge italieneren aldrig et anliggende mellem mennesket og dets omverden alene: Det er et anliggende mellem arter lige fra mennesker, dyr og bakterier til de alger og planter, hvis fotosyntese i første omgang gjorde og gør vores verden åndbar. "Den levende verden er en verden af arkitekter," som han skriver. På Bloom 2025 gik Coccia i dialog med naturdesigner og arkitekt Stig L. Andersson. Fra hver deres side af skellet mellem filosofi og arkitektur bidrager de til en aktuel naturfilosofisk strømning, der forsøger at gentænke naturens rolle i vores byer og landskaber. I århundreder har mennesket tæmmet, beskåret og ødelagt natur for at gøre plads til urbanisering. Men i en tid med klima- og miljøkriser går flere tænkere, arkitekter og landskabsdesignere nu til byarkitekturen på måder, der lader den forme og medskabe byens rum. I sin naturfilosofi har Coccia gjort sig til fortaler for en 'mellemartslig arkitektur', der ikke længere tænker på naturen som et stykke ikke-civilisation uden for bymurene, men giver naturen plads til at vokse sammen med byerne og samtidig har planternes og dyrenes livsvilkår for øje. Som grundlægger af det naturbaserede design-studio SLA har Andersson de seneste årtier sat sit unikke præg på et utal af byrum, parker og landskaber, hvor naturen sættes i den æstetiske forgrund. Spørger man ham, har arkitekturen i alt for lang tid beskæftiget sig med 'det byggede' og overset 'det groede' miljø. Med inspiration fra alt fra Immanuel Kants æstetik til Niels Bohrs komplementaritetsprincip tegner Andersson konturerne af en ny naturfilosofisk tilgang til arkitektur og design, der lader det målbare og det rationelle vige for en mere sanselig oplevelse af naturen. En tilgang, der ifølge Andersson skal skabe en "by, der føles og fungerer som en skov". Hør to at tidens store naturtænkere undersøge arkitekturens rolle i naturkrisernes tid.

Hvile er en del af naturens gang. Dyr går i hi, og planter som anemonen ligger i vækstdvale i jorden og venter på, at foråret kommer og lokker den op for at blomstre. Men for mennesker er hvile på én gang et biologisk behov og et komplekst socialt og eksistentielt fænomen udspændt mellem kultur og natur, mellem kulturelle vaner og dyriske behov. I kunstprojektet 'Laboratorium for hvile' på årets festival undersøger performancekunstner Nana Francisca Schottländer og Kritisk Masse hvile som kreativ praksis, modstandshandling og som kilde til en dybere forbindelse med os selv og vores omgivelser. Som oftest hviler vi os inden døre – i private rum afkoblet både fra naturen og fra vores hektiske højhastighedssamfund. Men hvad sker der, hvis man begynder at hvile sig i al offentlighed midt under en festival og midt i Søndermarkens spirende økosystem? Kan sten, vand, planter og bjørnedyr inspirere os til nye måder at hvile, være og møde verden på? Det taler Schottländer om med antropolog og forfatter til 'Indendørsmenneskets natur' Cecilie Rubow, der op til denne samtale har kastet sit antropologiske blik på 'Laboratorium for hvile'. For ligesom det ifølge Rubows modernitetskritik er første gang i menneskehedens historie, at vi bruger så meget tid inden døre, som vi gør, er det nyt, at vi har glemt, hvordan vi hviler os.

De seneste årtier er banen blevet kridtet op til en gastronomisk og ideologisk kamp om, hvordan vin egentlig bør smage og fremstilles. På den ene side af vintønden står de konventionelle vindrikkere, der sværger til en vin med fylde og høj alkoholprocent, som har undergået en lang række kemiske forvandlinger – styret og ledt ned i alle detaljer af menneskehånden, som sørger for ensartethed år efter år. På den anden side står de unge byboere, der foretrækker den vilde naturvin, som der ikke er tilsat svovl og kulturgær til, og som gerne må være grumset og have noter af eddike og hestestald. I dag tyder noget dog på, at kridtstregerne er ved at opløses. Mere og mere naturvin har smidt de skøreste noter og går efter ordentlighed og præcision. Og konventionelle bønder omlægger til biodynamik og økologi med inspiration fra de unge producenter. Går vi en tid i møde, hvor grænserne mellem konventionel vin og naturvin sløres? Eller er forskellene stadig til at smage på? Smag selv, når smagsforsker Qian Janice Wang og vinmand Christoffer Brandt gør status over vinens verden.

»Is something troubling you?« ELIZA hed den første chatbot, der for alvor fik os til at tro, at den havde menneskelige egenskaber. I 1966 blev den udviklet som en slags tekstbaseret psykoterapeut af datalogen Joseph Weizenbaum, der forskede i kommunikationen mellem menneske og maskine på MIT. Som en slags psykologisk spejl kunne ELIZA vende en sætning tilbage mod sin bruger og til trods for sin programmerede natur efterlade én med en følelse af at blive mødt med forståelse og empati. Derfor har dataloger, AI-forskere og psykologer døbt det ELIZA-effekten, når vi tilskriver computerprogrammer og sprogmodeller som ChatGPT menneskelige træk. Men hvor forskellig er den kunstige intelligens i grunden fra vores menneskelige kløgt? Hvad er det, vi – særligt i tekstbaserede AIs – bliver ved med at genkende og identificere os med? Og hvis sprogmodellerne minder så meget om os, hvorfor forstår de os så ikke bedre? Det er nogle af de spørgsmål, professor i datalogi og AI-forsker Serge Belongie forsøger at besvare i sin forskning i kunstig intelligens. For måske fører ELIZA-effekten til, at vi misforstår de store sprogmodeller og deres egentlige potentiale. Som ekspert i machine learning taler Belongie for, at der er en afgørende forskel på maskinernes mønstergenkendelse og intelligens i menneskelig forstand. Og samtidig er han som leder af Danmarks største center for AI-forskning bedre opdateret end de fleste på, hvor udviklingen af kunstig intelligens er på vej hen.