A Seat At The Table

Velkommen til det sidste afsnit i vores tidskapsel-rejse: otte år foldet ud, ét afsnit ad gangen, fra 2017 til 2024. Vi har været stolte, rasende, trætte, rørte. Det har været en tur, ingen af os kunne forberede sig på. Og nu står vi her, ved kanten af 2025, og spørger: Hvordan har vi det egentlig?

Når vi ser tilbage på denne rejse, føles det som at åbne rum fuld af både guld og spøgelser.
I dette afsnit vender vi blikket mod vores tidskapsel-rejse og mærker, hvad den egentlig har gjort ved os. For nogle af os blev tilbageblikket en konfrontation, der både gjorde ondt og lettede et rum, vi ikke vidste, vi stadig bar rundt på. For andre blev det en genkendelse, der ramte hårdere end forventet, en påmindelse om, hvor meget der har flyttet sig, og hvor meget der stadig står stille. Vi taler om det, der skiftede i os undervejs, om alt det, der pludselig blev tydeligt, og om den måde otte års arbejde kan forme mennesker, retninger og relationer.

Og et sted midt i det hele åbner vi også for noget personligt. Et valg. En bevægelse. Et nyt kapitel. Ikke som et dramatisk punktum, men som en ærlig konsekvens af alt det, vi har bygget, båret og kæmpet for.

Lyt med, når vi folder det sidste lag ud af tidskapslen, det vi lærte, det der gjorde nas, og det der gjorde os stolte. Og når vi stiller det vigtigste spørgsmål af dem alle: hvad gør man, når et bord, der har stået i otte år, begynder at skifte form?

Tak fordi I har fulgt tidskapslen. Tak fordi I stadig er her.

Tak til Rasmus Cleve for at klippe dette afsnit.
Tak til Maria Svehag for at holde vores socials levende.
Tak til Awinbeh for jinglen og Liv Habel for billederne.
Tak til Lasse Lund for at have klippet os gennem otte år, og til Mie Brandstrup og hele Lake Radio for at være en del af rejsen.

Rigtig godt nytår til de bedste lyttere i verden.

Vi ses i det næste kapitel.

Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

I dag åbner vi tidskapslen for 2024 og lander direkte i et af de mest komplekse, sårbare og nødvendige afsnit, vi har lavet: vores live-samtale om colourism, optaget på Blaagaard Teater.

Et rum, hvor vi inviterede jer, publikum, helt tæt på,ikke som gæster, men som medforfattere. Et rum, der skulle kunne holde både vrede, sorg, mod, ærlighed og de dér små rystelser i stemmen, som kun opstår, når man taler om noget, der rammer tæt på kroppen.

Fire mennesker vi elsker og respekterer, Lucia Odoom, Moussa Mchangama, Mary Tesfaye og Oda-Kange Midtvåge Diallo, løftede samtalen om colourism på måder, der stadig rumsterer i os.

I afsnittet talte vi om colourism som et racismebegreb, hvor mennesker inden for samme racialiserede gruppe behandles forskelligt alt efter deres nærhed til eurocentriske idealer. Vi undersøgte, hvordan colourism hænger sammen med antisorthed, kolonial historie, køn, klasse, krop og alle de normer, der bestemmer adgang til rum og fællesskaber.

Når vi genlytter i 2025, spørger vi os selv, hvordan vi havde det dengang, hvad vi ville sige anderledes i dag, og om samtalen er blevet klogere, skarpere eller bare mere kompliceret. Colourism er stadig relevant, synligt og sårbart, og selvom sproget er blevet stærkere, står mange af de samme strukturer tilbage. Har afsnittet ældet godt? Ja, fordi bevidstheden er vokset. Nej, fordi hierarkierne stadig er til stede. Måske, fordi fælles ansvar tager tid. Men samtalen lever, og vi står stadig midt i den.

Tak fordi I stadig lytter med.

Tak til Lasse Lund for klipning og vodcast
Tak til Jakob Ranum for studietid
Tak til Liv Habel for artwork
Tak til Awinbeh for jinglen
Og tak til Maria Svehag for at genoplive vores insta
Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Velkommen tilbage til tidskapslen – og velkommen til 2023.

I dag åbner vi året, hvor vi blev Årets Stemme ved ELLE Awards 2023. Et øjeblik fyldt med hæder, hyldest og en lille, sitrende ambivalens. For hvad betyder det egentlig at blive løftet frem af et system, der samtidig reproducerer eurocentriske normer for krop, hår, stemme, tone, og idéer om “professionalisme”?

Priser giver en platform og et podium, ja. Men de forandrer sjældent vilkårene. Den erkendelse fulgte os som en stille modstemme hele året.

Og samtidig… hold nu op, hvor lavede vi meget i 2023. Talks, events, fester, afsnit, samarbejder, kampagner, debatter, biografaftener, you name it, mens vi samtidig passede krævende fuldtidsjobs. 2023 var både champagnepropper og kalenderkollaps.

Men det var også Renaissance-året.
Beyoncé i Hamborg. Visual-festen i Empire Bio.
Og Rihannas Super Bowl.
Der er år i ens liv, der føles som verdensomspændende koreografier. 2023 var ét stort beat drop.

Tak fordi I stadig lytter med.

Tak til Lasse Lund for klipning og vodcast
Tak til Jakob Ranum for studietid
Tak til Liv Habel for artwork
Tak til Awinbeh for jinglen
Og tak til Maria Svehag for at genoplive vores insta
Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Velkommen til tidskapslen 2022, et år der står som en mellemstation mellem verdensbrand og hverdagens skrøbelige håb. Og denne gang tager vi jer med til et rum, hvor vi havde publikum foran os og Aka Hansen ved bordet. Dengang hed det Teater Grob. I dag hedder det Blaagaard Teater. Nogle ting skifter navn, andre ting ændrer form og nogle ting nægter at forandre sig, uanset hvor mange år der går.

Det afsnit, vi åbner sammen i dag, blev optaget på scenen i 2022 som optakt til Kvindernes Kampdag 2022. Vores præmis var klar:
Hvid feminisme som verdenssyn står på et sæt antagelser, der centrerer hvidhed og overskriver alle andre virkeligheder. Det bliver pakket som universalisme, men konsekvensen er en global udviskning af brune, sorte og oprindelige folks perspektiver, både i Danmark og langt ud over rigsfællesskabets grænser.

Når vi genlytter samtalen, slår det os, hvor lidt der faktisk har flyttet sig siden. Vi snakker nemlig også om hvorfor Aka Hansen ikke kom med på den danske flotilla, der skulle sejle nødhjælp til Gaza i år. Den samme koloniale spændetrøje, den samme misrepræsentation, de samme strukturelle kræfter, der bestemmer hvem der får lov at handle, tale og repræsentere.

For selvom intersektionel feminisme er blevet et mere almindeligt ord i 2025, er praksis stadig et helt andet sted. Hvid feminisme fylder stadig i rummene. Koloniale logikker styrer stadig, hvem der bliver hørt. Repræsentation er stadig et spørgsmål om, hvem der har nøglerne til selve bygningen, ikke kun scenen.

Er samtalen stadig relevant? Ja. Måske mere end nogensinde. Men også: samtalen har ændret form. Den kræver flere nuancer, flere stemmer, færre skamfulde sidestykker, mere politisk konsekvens. Og den kræver, at vi taler om feminisme som både relation, økonomi, geopolitik, kolonihistorie og infrastruktur. Ikke kun som følelse.

Tak fordi I stadig lytter med.

Tak til Lasse Lund for klipning og vodcast
Tak til Jakob Ranum for studietid
Tak til Liv Habel for artwork
Tak til Awinbeh for jinglen
Og tak til Maria Svehag for at genoplive vores insta
Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

I dag åbner vi tidskapslen fra 2021 og vender tilbage til afsnittet “Drømmen om familieskabelsen” hvor vi havde besøg af Moussa Mchangama, og hvor spørgsmålet “Hvem får lov til at kalde noget familie, og på hvilke betingelser?” lå og dirrede mellem os som en ulmende grundtone.
2021 står som et år, der både genåbnede verden og lukkede nogle illusioner ned: Danmark vågnede fra pandemiens dvale, Clubhouse havde fire minutters berømmelse, Inger Støjberg fik sin historiske rigsretssag, og Beyoncé skrev Grammy-rekord. Vi gik fra tre værter til to værter, et følelsesladet, nødvendigt og ret voldsomt gearskifte, der ændrede butikken her for altid.

Når vi lytter tilbage, bliver det tydeligt: 2021 var et brydningspunkt for familie, omsorg og de historier vi tillader at eksistere.
Vi talte om normativitetskvælningen, den der usynlige hånd, der presser folk ind i to-forældre-loftet, hvor juridiske rettigheder stopper ved papiret og ikke ved praksis. Vi talte om manglen på sprog, om den administrative sårbarhed, og om hvordan omsorg ikke kun er bløde følelser, men også tid, penge, netværk og infrastruktur.
Hvordan står vi i dag med de tanker? Hvilke af vores 2021-overbevisninger holder og hvilke andre er krakeleret undervejs?

Noget har rykket sig trods alt. Flerforældreskab er gået fra at være et kantfænomen til at blive konkret politisk debat, barselsfordeling, rettigheder, synlighed. Men Danmark anerkender stadig kun to juridiske forældre. Medforældre er stadig afhængige af fuldmagter, omveje og tillid til systemer, der ikke er bygget til dem. Det er her næste store kamp ligger.

Det her afsnit fra 2021 blev et spejl for os og måske også for jer. Et sted hvor vi ser, hvordan vores tanker om familie, omsorg, rettigheder og praksis har ændret sig. Og hvor drømmen om familieskabelse ikke bare er metaforisk, men politisk, økonomisk, juridisk og heldigvis også levende.

Til jer der bygger familie udenfor manualen: I er ikke undtagelsen. I er standarden, vi er ved at skrive.

Tak fordi I stadig lytter med.
Tak til Lasse Lund og Jakob Ranum for studietid og vodcast
Tak til Liv Habel for artwork
Tak til Awinbeh for jinglen
Og tak til Maria Svehag for at genoplive vores insta

Vi ses i tidskapslen 2022.
Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.