Kanariefuglenes stemmer

Emma sidder i klasselokalet og prøver at gøre, som hendes klasselærer beder hende om: Hun skal tage “skolefrakken” på, fortæller læreren. Hun skal lade alt det, der gør ondt derhjemme, blive udenfor skolens mure. Hun skal fokusere, smile og være ligesom alle de andre.Men inden i Emma vokser en lille snebold af bekymringer. Først stille og ubemærket. Siden som en lavine, der tager både hendes skole, hendes venner og troen på sig selv med sig.I denne episode af ”Kanariefuglenes stemmer” fortæller 20-årige Emma om et skoleliv, der blev stadig mere utrygt. Om tre forskellige folkeskoler, lange ventetider derhjemme og specialskoler, hvor hun skulle starte forfra igen og igen. Emmas fortælling handler om mistrivsel og misforståelser – men også om håb og den forskel, det gør, når børn bliver mødt som dem, de er. Og netop det at lytte er et centralt råd fra Emma til lærere og forældre. Lyt med, når Emma og Anne Vestergaard folder historien ud om et skoleliv på vippen – og den stille kamp for bare at høre til.Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.Udgivet af Socialt Indblik

“Jeg har aldrig været så nervøs … at stå i den have uden at vide, om vi var købt eller solgt, hvor det førte hen.”Louise Gielov beskriver her den dag, da hun sammen med sin mand Jens Langhorn for første gang stod hjemme i haven med de forældre, der skulle medvirke i DR-dokumentaren ”Skolens tabte børn”.En dokumentar, som hun selv havde fået idéen til, og som hendes mand skulle være vært og tilrettelægger på.“Det var jo ikke en drøm at lave sådan en her dokumentar,” fortæller Louise Gielov i dag om den dokumentar, der senere skulle få en stor betydning for hende og de medvirkende forældre. Og som blev startskuddet til en intens politisk debat, som Louise i dag selv er en aktiv del af.Louise og Jens stod selv i mørket, da de optog den første scene hjemme i haven. De havde mærket ensomheden, frygten og magtesløsheden, når et barn ikke kan komme i skole, og ingen ved hvorfor. Men da de valgte at dele deres historie, begyndte noget at forandre sig.I dette afsnit af ”Kanariefuglenes stemmer” fortæller Louise om den forskel, fællesskabet kan gøre.Om de små mirakler, der kan ske, når børn bliver grebet af mennesker, der tror på dem. Om at mærke den fælles kraft, der opstår, når forældre deler det, som er så svært at sige højt andre steder: frygten, skammen og kærligheden til et barn, der kæmper for at passe ind.For når forældre finder hinanden, forsvinder ensomheden, fortæller Louise.Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.Udgivet af Socialt Indblik

I dette afsnit af ”Kanariefuglenes stemmer” skal du høre en samtale mellem lærer og ekspert i skolefravær Anne Vestergaard og Louise Gielov.Måske kender du allerede til Louises og hendes families historie fra den debatskabende DR-dokumentar ”Skolens tabte børn”.I to afsnit af Kanariefuglenes stemmer fortæller Louise Gielov om den lange kamp for at få hjælp til først ét og siden to børn, der gik i stykker i skolesystemet.Hun fortæller om Laurits, der allerede i børnehaven begyndte at trække sig fra alt det sociale. Om den første skoledag, der endte med et sammenbrud på trappetrinet, mens alle andre børn sad klar med flag og æbler. Og om de morgener, hvor angst og magtesløshed fyldte det hele.Louise fortæller om at være forælder i konstant alarmberedskab. Om en hverdag med bekymring, stress og dårlig samvittighed. Om at gemme sig i baghaven for at græde for ikke at bryde sammen foran sine børn.Og så fortæller Louise om den dag i haven, hvor hun tog sin telefon frem og optog en video af sig selv i tårer. Den video blev starten på ”Skolens tabte børn”.Lyt med, når Louise ærligt deler sin og sin families historie, og hør, hvordan idéen om dokumentaren formerede sig og var med til at sætte debatten om langvarigt skolefravær og mistrivsel helt øverst på dagsordenen.Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.Udgivet af Socialt Indblik

”Når jeg gik ud ad døren hjemmefra, så græd jeg hele vejen op til bussen… så græd jeg resten af vejen hen til skolen.”Udadtil klarede Ingrid sig fagligt. Indeni var hun ved at briste.”Jeg var virkelig presset… Jeg var på nippet til at græde hele tiden.”I timerne fungerede hun, i pauserne brød hun sammen.Alligevel troede de voksne, at alt var, som det skulle være. Først da hendes angst eskalerede, og hun som en sidste måde at skabe kontrol på næsten stoppede med at spise, reagerede systemet.I samtalen med Anne Vestergaard – lærer, forfatter og ekspert i skolefravær – fortæller Ingrid om årene, hvor ingen så hendes mistrivsel, om sammenbruddet og om det skoletilbud, der til sidst hjalp hende videre.Ingrids budskab er klart:”Hvis der er nogen, der begynder at få mere og mere fravær, så er det der, du skal sætte ind… Når man er barn eller ung, så er en måned en evighed.”Lyt med, og hør Ingrids råd til unge, forældre og fagpersoner – og hvorfor handling i tide kan forhindre et sammenbrud.Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær. Udgivet af Socialt Indblik

”Jeg tænkte meget over, hvorfor jeg ikke kunne være som de andre. Hvad jeg gjorde forkert. Og jeg havde så meget skyldfølelse over det. Når jeg var i skolen, så føltes det, som om jeg var i en stor mørk skov, og jeg ikke kunne komme ud. Der var ikke nogen til at hjælpe mig".”Sådan beskriver Linus følelsen af at gå i skole. I dag er han 17 år og går på HF. Men bag sig har Linus seks skoleskift og lange perioder med skolefravær.I første afsnit af en ny sæson af podcasten ”Kanariefuglenes stemmer” fortæller Linus om en barndom, hvor skolen føltes som et sted, han måtte flygte fra.“Jeg havde rigtig mange dage, hvor jeg kom ind i skolen, og så var jeg der måske et kvarter, tre kvarter, og så gik jeg ud og sad i frikvarteret – bare ude på legepladsen og ventede, til jeg kunne gå hjem igen. Hvis jeg kunne, lå jeg med hovedet i mine arme i timerne og faldt i staver eller i søvn – bare for at komme væk fra timen,” fortæller Linus.Vært på podcasten er Anne Vestergaard, der er uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, har været souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.Linus fortæller, hvordan hans fravær, angst og mistrivsel ikke udsprang af modvilje mod skolen. Tværtimod. Men af en både overvældelse og manglende tryghed i skolen.Og han fortæller, hvad der skete, da systemet reagerede med pres i stedet for nysgerrighed. Både hos lærere og forældre.Han husker blandt andet, hvordan en skoleleder en dag forsøgte at holde ham fast. Lyt til en samtale mellem Anne Vestergaard og Linus om skolefravær, ensomhed og om, hvordan man finder vejen ud af den mørke skov, når nogen rækker hånden ud. Hør, hvad der for alvor gjorde forskellen for, at Linus kom tilbage i skolen. Og hør, hvilke råd Linus giver til lærere og forældre.Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard Udgivet af Socialt Indblik