Kanariefuglenes stemmer

“Jeg kan huske, at min mor altid var meget bange for ikke at tage mobilen, fordi hun vidste, at hvis jeg ringede, så sad jeg højst sandsynlig i en busk et sted, fordi jeg var løbet væk.”I dette afsnit af ”Kanariefuglenes stemmer” skal du høre en kanariefugl, der i den grad har brugt sin stemme.Mathias Vinsten er 19 år, og mange kender måske Mathias fra hans optræden i DR’s Debatten eller andre medier, hvor han fortæller om både sin egen skoletid, og hvordan vi skal lytte og forstå de unge, der ikke trives i skolen. Og Mathias arbejder i dag også som mentor for andre børn og unge.I dette afsnit af ”Kanariefuglenes stemmer” taler lærer, ekspert i skolefravær og podcastvært Anne Vestergaard med Mathias. Og der er masser af gode råd til både børn og unge, deres forældre og ikke mindst til skolen.Men du får også en historie om, hvad der sker, når skolen bare bliver alt for meget. Når man som barn bliver misforstået og gjort forkert. Og hvad der sker, når voksne svarer med fastholdelse og kontrol, i stedet for at give plads til en pause.Mathias tager os med tilbage til en kold decembermorgen, hvor en lille ændring i planen var nok til, at han løb, så hurtigt han kunne. Væk fra gruppen, væk fra kravene, væk fra alt.Vi hører også, hvad der kan ske, når noget endelig bliver anderledes. Når en skole starter med Uno og pizza i stedet for krav. Når voksne tager ansvar, når det går galt.Til sidst løfter Mathias blikket fra sin egen historie og giver sine råd videre til unge, forældre og fagpersoner. Han taler om tid. Om at lytte for at forstå, ikke for at svare. Og om at turde gætte højt på, hvad der ligger bag et barns “jeg hader skolen”.Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.Udgivet af Socialt Indblik.

“Debatten om folkeskolen går den forkerte vej. Tingene bliver forsimplede, og vi leder hele tiden efter årsager. Så er det lærerne, der er galt på den. Så er det eleverne, der er dårligt opdraget. Så er det forældrenes skyld. Vi har ikke rigtig beskyldt bedsteforældrene endnu – men det kommer nok.”Sådan siger skoleleder på Brønshøj Skole i København Mikkel Wiene, der er en af de markante stemmer fra praksis i skoledebatten. Han efterlyser en ny offentlig debat om mistrivslen blandt børn og unge – og ikke mindst om, hvordan vi kan forandre skolen til at blive mere tidssvarende.I et nyt afsnit af Kanariefuglenes stemmer taler med podcastvært, lærer og ekspert i skolefravær Anne Vestergaard om skolefravær, mistrivsel – og hvorfor og hvordan skolen også skal turde forandringen.Vi skal stoppe med at tænke i quickfixes, mener Mikkel Wiene. Ikke kun i den overordnede skoledebat, men også når det gælder de enkelte elever, der har det svært og måske har været fraværende fra skolen i længere tid.For både skolen og forældre skal acceptere, at der ikke findes en værktøjskasse, som kan reparere mistrivslen med et snuptag. I stedet skal skolen blive ved med at lede efter løsninger, og når noget så går godt og virker, så skal både skole og forældre holde igen med at skrue op for tempoet for at få barnet hurtigt tilbage i skole.Det handler ifølge Mikkel Wiene først og fremmest om at give tid og ikke mindst at give handlemuligheder tilbage til lærerne.Men det handler også om at skabe en skole, der giver mening. Og der har Mikkel Wiene hentet inspiration fra en helt særlig børnebog fra 1970’erne, som han lige nu læser sammen med sit ledelsesteam.Lyt med og hør, hvilken bog det er. Hør, hvordan Mikkel Wiene mener, at lærerne kan få handlemulighederne tilbage, hør hvorfor tid er så centralt for at hjælpe børnene, og hør hvorfor og hvordan skolen skal være meningsgivende for børnene.Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.Udgivet af Socialt Indblik 

Allerede i børnehaven blev Albert mobbet så massivt, at han endte med at være hjemme de sidste otte måneder. I skolen fortsatte mobningen, som udviklede sig til grov systematisk mobning fra skolens ældre elever.Men hvor skolen skulle beskytte Albert fra mobningen, oplevede han tværtimod et svigt fra skolen. Ikke bare på én skole, men også efter et skoleskift.I denne episode af ”Kanariefuglenes stemmer” fortæller Albert sin historie til lærer og ekspert i skolefravær Anne Vestergaard.Det er en historie om grov og systematisk mobning. Om oplevelsen af, at de voksne ikke greb ind. Om hvordan Alberts tillid til skolen og lærerne fuldstændig forsvinder. Men også om det Albert selv kalder et decideret skoletraume, hvoraf angsten voksede sig større og større.Men Alberts fortælling rummer også et vendepunkt. Et skoleskift til et mindre skoletilbud, hvor en skoleleder stopper et møde, tager imod ham og skaber tryghed fra første øjeblik.Her begynder de meget små skridt tilbage. Til undervisning. Til fællesskaber. Og til troen på, at skole også kan være et sted, man kan være.Lyt med, når Albert sætter ord på et barndomsliv præget af mobning og mistillid og på den lange vej tilbage.

Emma sidder i klasselokalet og prøver at gøre, som hendes klasselærer beder hende om: Hun skal tage “skolefrakken” på, fortæller læreren. Hun skal lade alt det, der gør ondt derhjemme, blive udenfor skolens mure. Hun skal fokusere, smile og være ligesom alle de andre.Men inden i Emma vokser en lille snebold af bekymringer. Først stille og ubemærket. Siden som en lavine, der tager både hendes skole, hendes venner og troen på sig selv med sig.I denne episode af ”Kanariefuglenes stemmer” fortæller 20-årige Emma om et skoleliv, der blev stadig mere utrygt. Om tre forskellige folkeskoler, lange ventetider derhjemme og specialskoler, hvor hun skulle starte forfra igen og igen. Emmas fortælling handler om mistrivsel og misforståelser – men også om håb og den forskel, det gør, når børn bliver mødt som dem, de er. Og netop det at lytte er et centralt råd fra Emma til lærere og forældre. Lyt med, når Emma og Anne Vestergaard folder historien ud om et skoleliv på vippen – og den stille kamp for bare at høre til.Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.Udgivet af Socialt Indblik

“Jeg har aldrig været så nervøs … at stå i den have uden at vide, om vi var købt eller solgt, hvor det førte hen.”Louise Gielov beskriver her den dag, da hun sammen med sin mand Jens Langhorn for første gang stod hjemme i haven med de forældre, der skulle medvirke i DR-dokumentaren ”Skolens tabte børn”.En dokumentar, som hun selv havde fået idéen til, og som hendes mand skulle være vært og tilrettelægger på.“Det var jo ikke en drøm at lave sådan en her dokumentar,” fortæller Louise Gielov i dag om den dokumentar, der senere skulle få en stor betydning for hende og de medvirkende forældre. Og som blev startskuddet til en intens politisk debat, som Louise i dag selv er en aktiv del af.Louise og Jens stod selv i mørket, da de optog den første scene hjemme i haven. De havde mærket ensomheden, frygten og magtesløsheden, når et barn ikke kan komme i skole, og ingen ved hvorfor. Men da de valgte at dele deres historie, begyndte noget at forandre sig.I dette afsnit af ”Kanariefuglenes stemmer” fortæller Louise om den forskel, fællesskabet kan gøre.Om de små mirakler, der kan ske, når børn bliver grebet af mennesker, der tror på dem. Om at mærke den fælles kraft, der opstår, når forældre deler det, som er så svært at sige højt andre steder: frygten, skammen og kærligheden til et barn, der kæmper for at passe ind.For når forældre finder hinanden, forsvinder ensomheden, fortæller Louise.Tilrettelæggelse og interview: Anne Vestergaard, uddannet lærer, tidligere lærer i børnepsykiatrien, tidligere souschef på en behandlings- og specialundervisningsskole, og senest har hun skrevet to bøger om skolefravær.Udgivet af Socialt Indblik