E-Folkeoplysning: Hør om verden omkring dig

Frivillige bruger tusindvis af timer og samler ind til de allerfattigste børn i Afrika. Kommunen sender dem en regning som tak, og henviser til EU. Penge fra genbrug skulle hjælpe – og nu går de altså i kommunekassen.

Genbrug er blevet hverdag i Danmark. De unge driver udviklingen, og 93 procent af danskerne mellem 16 og 30 år har inden for det seneste år enten købt eller solgt brugte ting. Men midt i den grønne bølge rammer en ny udfordring: I flere kommuner skal genbrugsbutikker nu betale affaldsgebyr for donerede varer, der ikke kan sælges.
I Middelfart koster det Røde Kors omkring 13.000 kroner om året.
“Jeg er rigtig træt af, at vi skal betale for at komme af med borgernes affald,”
siger Brit Sommerfeld, butiksleder hos Røde Kors i Middelfart.
“Det er ærgerlige penge, der går fra dem, vi støtter.”
Fem minutters gang derfra har Mission Afrika fået samme besked.
“Vi har fået at vide af kommunen, at der bliver lagt gebyr på fra første januar,”
siger Lis Nielsen, som anslår, at det koster butikken 20.000 kroner årligt.
“Jeg kan forsikre jer om, at pengene gør en stor forskel.”
Hos Røde Kors’ hovedkontor i København er bekymringen den samme.
“Vi vil gerne arbejde med en bæredygtig fremtid, og her spiller genbrugsbutikkerne en stor rolle,”
siger Tina Donnerborg, national chef for Røde Kors’ butikker.
“De her penge skulle have gjort gavn i hjælpearbejdet.”
Afgiften bygger på en fortolkning af EU’s affaldsrammedirektiv. Men flere peger på danske myndigheder frem for EU.
“Jeg synes, der skal gives dispensation,”
siger Brit Sommerfeld.
“Jeg er ikke i tvivl om, at det er en overfortolkning fra embedsmændene.”
Som eksempel nævner hun Henrik Dahl (LA), medlem af Europa-Parlamentet, der flere gange har kritiseret danske myndigheder for at tolke EU-regler unødigt stramt.
Hos brancheorganisationen ISOBRO er analysen den samme, men med en smule håb.
“Borgerne har allerede betalt affaldsafgift, når de donerer ting,”
siger generalsekretær Kenneth Kamp Butzbach.
“Nu skal butikkerne så betale igen. Men i vores øjne er affaldsgebyret allerede betalt.”
Men han ser en mulig vej ud. EU arbejder med et forslag om udvidet producentansvar for tekstiler. Hvis det vedtages, skal producenterne fremover betale affaldsgebyret.
“Hvis EU kan tolke tekstiler i én retning, burde alt andet også kunne tolkes,”
siger Kenneth Kamp Butzbach.
“Vi har et stort håb om, at politikerne vil ændre reglerne.”
Indtil da må frivillige betale regningen – og se pengene forsvinde, som ellers skulle være gået til julehjælp, fodboldkontingenter og skolegang i Afrika.
“Jeg føler mig kun som skraldemand, når det er noget, der står udenfor døren,”
siger Lis Nielsen med et grin.
“Men det er altså at gøre grin med dem, der donerer deres ting i bedste mening.”

Danmark taler om cybersikkerhed.
Men bliver samtidig væk fra vigtige dele af vores fælles cyberforsvar.
Mens fx EU opbygger fælles kapaciteter mod cyberangreb, hybrid krigsførelse og påvirkningsoperationer, står Danmark uden for centrale samarbejder. Ikke på grund af manglende viden. Ikke på grund af manglende advarsler. Men fordi man politisk har valg at stå udenfor. Punktum. Ingen forklaring.
I resten af Europa er det ikke teori. Hospitaler lukkes. Kommuner lammes. Banker sættes ud af spil. Demokratier udsættes for systematisk påvirkning. Det er krig uden røg, uden sirener – men med meget konkrete konsekvenser. Også Danmark oplever konstante angreb.
Alligevel fortsætter de danske pressemøder. Med store ord om digital modstandskraft. Og meget lidt om, hvorfor Danmark reelt har placeret sig på sidelinjen, mens angrebene bliver mere komplekse og mere koordinerede.
Spørgsmålet er ikke, om Europa er under angreb.
Spørgsmålet er, hvorfor Danmark vælger at stå uden hjelm – og kalde det beredskab.
En udsendelse om Europas digitale slagmark.
Og om den forskel, der er på at være til stede – og blot at være til stede i retorikken.
Sikkerhedsekspert John Foley der var med til at grundlægge Center For Cybersikkerhed hjælper os i udsendelsen sikkert igennem den digitale slagmark og lader os kigge igennem det politiske røgslør der reelt spænder ben for, at vi kan få et bedre digitalt forsvar.

Grønland er ikke medlem af EU.
Det har været et fast holdepunkt siden 1985, hvor Grønland efter en folkeafstemning forlod det daværende EF. I årtier har relationen til EU været praktisk og teknisk: fiskeri, handel og støtteordninger. Ikke medlemskab. Ikke politisk integration.
Men verden ser anderledes ud i dag.
De seneste år er Grønland rykket helt ind i centrum af storpolitikken. Ikke mindst efter Donald Trumps gentagne udmeldinger om Grønland, som udløste både forargelse og alvor. “Grønland er ikke til salg,” lød det dengang – fra grønlandske politikere, fra den danske regering og fra flere europæiske ledere.
Siden har EU markeret sig mere tydeligt.
Frankrigs præsident Emmanuel Macron har under besøg i Arktis slået fast, at Europa har et ansvar i regionen, og at Grønland ikke står alene. EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen har på tilsvarende vis talt om partnerskab, solidaritet og respekt for Grønlands selvbestemmelse.
Den støtte er blevet bemærket i Grønland.
Aaja Chemnitz, Grønlands ene medlem af Folketinget, har flere gange peget på, at EU i dag spiller en vigtig rolle som samarbejdspartner – ikke mindst i en tid, hvor presset udefra er blevet mere tydeligt. Og Aki-Matilda Høegh-Dam, Grønlands andet folketingsmedlem, har advaret mod, at Grønland reduceres til et geopolitisk objekt og understreget, at beslutninger om fremtiden skal træffes i Grønland – ikke i Washington, Bruxelles eller København.
Det har genåbnet en diskussion, som ellers længe har ligget stille:
Om Grønland bør knytte sig tættere til EU.
Og om et egentligt EU-medlemskab overhovedet er noget, man igen bør tale åbent om.

Det er ikke et simpelt spørgsmål. EU er ikke bare et økonomisk fællesskab, men også et politisk projekt. Og i Grønland lever stadig minderne om 1980’ernes opgør med EF. Samtidig står Grønland i dag i en ny verdensorden, hvor sikkerhed, råstoffer og stormagtsrivalisering i Arktis spiller en langt større rolle end dengang.
Så spørgsmålet er ikke længere kun historisk.
Det er dybt aktuelt.
Hvad betyder EU i dag for Grønlands sikkerhed og handlefrihed?
Er EU et realistisk alternativ – eller blot endnu en stormagt med interesser?
Og hvordan ser det ud fra et dansk og europæisk perspektiv?
Jeg spørger Per Clausen fra Europa Parlamentet det her:

Når milliardærer leger med præsidenter - og demokratiet
Mens Bruxelles prøver at regulere, ruller dollarsedlerne gennem korridorerne.
Vi har fulgt pengene – og det, vi fandt, hænger sammen med det næste:
De sender raketter ud i rummet – og regningerne tilbage til os andre.
De kalder det innovation.
Andre kalder det et kup mod demokratiet.
Bag visionerne om rumkolonier gemmer sig drømmen om et liv uden regler –
og måske endda afskaffelsen af demokratiet, som vi kender det.
I den sammenhæng stiller vi spørgsmålet:
Er verdens største ø bare is og sten –
eller i virkeligheden tech-milliardærernes nye paradis?

Medvirkende og nævnte personer/kilder:
Per Clausen – medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten. Direkte interviewperson og et af de centrale kilder gennem udsendelsen.
En sølvpapirshat… og siden en skraldespand…
Vibeke Schou Tjalve – forsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Forfatter til rapporten Corporate Cosmos og citeret om tech-milliardærernes ideologier og rumutopier.
Erica Payne – stifter af organisationen Patriotic Millionaires (USA). Medvirker via lydklip og udtalelser om ulighed og de superriges indflydelse på demokratiet.
Mikkel Flyverholm – forsker, Copenhagen Business School (CBS). Giver sin vurdering af milliardærernes investeringer i amerikanske valgkampagner.
Derek Beach – professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Citeres for sin analyse af libertarianisme og drømmen om en statsløs økonomisk orden.
Peter Fibiger Bang – professor ved SAXO-instituttet, Københavns Universitet. Om imperialisme og USA’s interesse for Grønland.
Ursula von der Leyen – formand for Europa-Kommissionen. Nævnt i forbindelse med Trumps toldpolitik og EU’s forsøg på at undgå handelskonflikt.

Mette Frederiksen – Danmarks statsminister. Omtales indirekte i relation til Trumps interesse for Grønland.
Peter Thiel – medstifter af PayPal og venturekapitalist. Citeret for sin idé om flydende, autonome byer og kritik af politisk styring. Desuden et uddrag af et interview/tale i Oxford

Elon Musk – ejer af SpaceX, Tesla og X (Twitter). Optræder i lydklip og omtales i forbindelse med rumkolonier, Mars og modstand mod regulering.
Mark Zuckerberg – grundlægger af Facebook (Meta Platforms). Nævnt som en af de amerikanske tech-milliardærer med politisk indflydelse.
Jeff Bezos – stifter af Amazon og ejer af Blue Origin. Nævnt som del af kredsen omkring præsident Trump og amerikansk tech-lobby.
Eric Schmidt – tidligere direktør i Google (Alphabet Inc.). Nævnt som deltager ved Trumps indsættelse og som investor i valgkampen.
Sam Altman – administrerende direktør i OpenAI. Nævnt i forbindelse med forudsigelser om AI-drevet arbejdsløshed og sociale spændinger.
Bradley Tusk – venturekapitalist og analytiker, citeret i Ingeniøren for sine vurderinger af ”netværksstaten”.
Donald J. Trump – USA’s præsident. Centralt omdrejningspunkt for udsendelsen, citeret via lydklip og omtalt i relation til EU, toldmure og Grønland.

Kan du huske, dengang EU-modstanderne talte mere end hver anden af danskerne? Dengang de fleste afstemninger om afgivelse af suverænitet – eller blot mistanken om det – endte med et nej? Dengang EU-modstanderne endda havde sit eget parti i Europa-Parlamentet, nemlig Folkebevægelsen imod EU?
Jamen, det parti eksisterer endnu. Men spørgsmålet er, hvor meget det egentlig betyder i dag.
For EU-modstanden har det svært. I pressen. Hos vælgerne. Og ikke mindst i systemet. Hvis Folkebevægelsen vil genopstille til næste valg til Europa-Parlamentet, skal de nemlig samle hele 70.000 vælgererklæringer – på bare ét år. Det er mere end tre gange så mange som til Folketinget. Og det kalder bevægelsen for et ”demokratisk problem”.
Men det er ikke det eneste problem. For EU-modstanden er ikke længere, hvad den har været. Den er i modvind – både herhjemme og i resten af Europa. Og spørgsmålet er, om den overhovedet har en fremtid. Er Folkebevægelsen imod EU en relikvie fra en svunden tid? Eller er der stadig grund til at stille de kritiske spørgsmål til det europæiske projekt?
I den her udsendelse møder du både bevægelsens formand, Peter Raben, og professor Thorsten Borring Olesen, og vi ser også nærmere på en anden bekymring: EU’s nye kurs på GMO-området. Vi har talt med Klaus Loehr-Petersen fra Netværket for risikovurdering og mærkning af GMO – og så runder vi, som altid, det store spørgsmål: Hvor er EU på vej hen?