E-Folkeoplysning: Hør om verden omkring dig

Bag lukkede døre -kaos eller kontrol by Jan Simmen

Et lille frø – men en stor kamp. I EU diskuteres det netop nu, hvem der skal bestemme, hvilke frø der må dyrkes i fremtiden.
Det lyder som noget småt. Næsten hyggeligt. Frø. Tomater fra naboens have. En håndfuld gamle sorter, der smager bedre end noget i supermarkedet.
Men bag de små frø gemmer der sig en af de mest principielle kampe i EU lige nu.
I denne udgave af EU Indefra taler jeg med hortonom, PhD og fagjournalist Louise Windfeldt, faglig sekretær i Foreningen Frøsamlerne. Hun tager os med ind i en verden, hvor frø ikke bare er natur – men politik, industri og magt.
For hvad sker der, når EU bestemmer, hvilke frø du må dyrke?
Tidligere var det faktisk ulovligt bare at bytte frø med naboen. Ja, helt bogstaveligt. Kun frø på EU’s officielle positivliste var tilladt. Resten – selv gamle, robuste sorter fra bjergsider eller baghaver – blev i praksis skubbet ud.
Efter massivt folkeligt pres blev reglerne lempet. Men ifølge Louise Windfeldt er kampen langt fra slut. Nye forslag ulmer i EU-systemet, og spørgsmålet er, om vi er på vej tilbage mod en mere ensrettet frøverden.
Industrien argumenterer for kontrol: sygdomme, kvalitet, snyd.
Men holder det?
Erfaringer fra Danmark peger på noget andet. De få tilfælde af snyd ligger århundreder tilbage. Og samtidig står vi med et andet, langt større problem: Når genetisk variation først er væk, kommer den aldrig igen.
Og netop den variation kan vise sig at være afgørende i en fremtid med klimaforandringer.
Så hvad vejer tungest?
Sikkerhed og standardisering – eller mangfoldighed og modstandsdygtighed?
Det er ikke bare en debat om frø.
Det er en debat om, hvem der kontrollerer vores fødevarer – og hvor robuste de bliver i fremtiden.
Lyt med, når Louise Windfeldt folder konflikten ud og giver dig indsigt i en EU-kamp, de færreste har opdaget – men som angår os alle.

chatcontrol_46min50s by Jan Simmen

Frivillige bruger tusindvis af timer og samler ind til de allerfattigste børn i Afrika. Kommunen sender dem en regning som tak, og henviser til EU. Penge fra genbrug skulle hjælpe – og nu går de altså i kommunekassen.

Genbrug er blevet hverdag i Danmark. De unge driver udviklingen, og 93 procent af danskerne mellem 16 og 30 år har inden for det seneste år enten købt eller solgt brugte ting. Men midt i den grønne bølge rammer en ny udfordring: I flere kommuner skal genbrugsbutikker nu betale affaldsgebyr for donerede varer, der ikke kan sælges.
I Middelfart koster det Røde Kors omkring 13.000 kroner om året.
“Jeg er rigtig træt af, at vi skal betale for at komme af med borgernes affald,”
siger Brit Sommerfeld, butiksleder hos Røde Kors i Middelfart.
“Det er ærgerlige penge, der går fra dem, vi støtter.”
Fem minutters gang derfra har Mission Afrika fået samme besked.
“Vi har fået at vide af kommunen, at der bliver lagt gebyr på fra første januar,”
siger Lis Nielsen, som anslår, at det koster butikken 20.000 kroner årligt.
“Jeg kan forsikre jer om, at pengene gør en stor forskel.”
Hos Røde Kors’ hovedkontor i København er bekymringen den samme.
“Vi vil gerne arbejde med en bæredygtig fremtid, og her spiller genbrugsbutikkerne en stor rolle,”
siger Tina Donnerborg, national chef for Røde Kors’ butikker.
“De her penge skulle have gjort gavn i hjælpearbejdet.”
Afgiften bygger på en fortolkning af EU’s affaldsrammedirektiv. Men flere peger på danske myndigheder frem for EU.
“Jeg synes, der skal gives dispensation,”
siger Brit Sommerfeld.
“Jeg er ikke i tvivl om, at det er en overfortolkning fra embedsmændene.”
Som eksempel nævner hun Henrik Dahl (LA), medlem af Europa-Parlamentet, der flere gange har kritiseret danske myndigheder for at tolke EU-regler unødigt stramt.
Hos brancheorganisationen ISOBRO er analysen den samme, men med en smule håb.
“Borgerne har allerede betalt affaldsafgift, når de donerer ting,”
siger generalsekretær Kenneth Kamp Butzbach.
“Nu skal butikkerne så betale igen. Men i vores øjne er affaldsgebyret allerede betalt.”
Men han ser en mulig vej ud. EU arbejder med et forslag om udvidet producentansvar for tekstiler. Hvis det vedtages, skal producenterne fremover betale affaldsgebyret.
“Hvis EU kan tolke tekstiler i én retning, burde alt andet også kunne tolkes,”
siger Kenneth Kamp Butzbach.
“Vi har et stort håb om, at politikerne vil ændre reglerne.”
Indtil da må frivillige betale regningen – og se pengene forsvinde, som ellers skulle være gået til julehjælp, fodboldkontingenter og skolegang i Afrika.
“Jeg føler mig kun som skraldemand, når det er noget, der står udenfor døren,”
siger Lis Nielsen med et grin.
“Men det er altså at gøre grin med dem, der donerer deres ting i bedste mening.”

Danmark taler om cybersikkerhed.
Men bliver samtidig væk fra vigtige dele af vores fælles cyberforsvar.
Mens fx EU opbygger fælles kapaciteter mod cyberangreb, hybrid krigsførelse og påvirkningsoperationer, står Danmark uden for centrale samarbejder. Ikke på grund af manglende viden. Ikke på grund af manglende advarsler. Men fordi man politisk har valg at stå udenfor. Punktum. Ingen forklaring.
I resten af Europa er det ikke teori. Hospitaler lukkes. Kommuner lammes. Banker sættes ud af spil. Demokratier udsættes for systematisk påvirkning. Det er krig uden røg, uden sirener – men med meget konkrete konsekvenser. Også Danmark oplever konstante angreb.
Alligevel fortsætter de danske pressemøder. Med store ord om digital modstandskraft. Og meget lidt om, hvorfor Danmark reelt har placeret sig på sidelinjen, mens angrebene bliver mere komplekse og mere koordinerede.
Spørgsmålet er ikke, om Europa er under angreb.
Spørgsmålet er, hvorfor Danmark vælger at stå uden hjelm – og kalde det beredskab.
En udsendelse om Europas digitale slagmark.
Og om den forskel, der er på at være til stede – og blot at være til stede i retorikken.
Sikkerhedsekspert John Foley der var med til at grundlægge Center For Cybersikkerhed hjælper os i udsendelsen sikkert igennem den digitale slagmark og lader os kigge igennem det politiske røgslør der reelt spænder ben for, at vi kan få et bedre digitalt forsvar.